Modevirksomhed taber tocifret millionbeløb for tredje år i træk

Trods omsætningsvækst var 2021 endnu et underskudsår for modebrandet Noa Noa, der dog fortsætter ekspansionsstrategien og forventer at åbne seks-otte nye butikker i Skandinavien i 2022.
Noa Noa sælger kvinde- og børnetøj til mere end 18 lande og har datterselskaber i Norge, Tyskland, Sverige og England. | Foto: Pr
Noa Noa sælger kvinde- og børnetøj til mere end 18 lande og har datterselskaber i Norge, Tyskland, Sverige og England. | Foto: Pr

Stimen af store fald i omsætningen er brudt for nu for modevirksomheden Noa Noa, der sælger kvinde- og børnetøj til mere end 18 lande og har datterselskaber i både Norge, England. Sverige og Tyskland.

Selskabet har over en årrække set omsætningen falde drastisk år for år. Eksempelvis blev den fra 2018 til 2020 mere end halveret og gik fra 176 mio. kr. i 2018 til 83,4 mio. kr. i 2020.

Men med en omsætning, der i 2021 endte på 137,5 mio. kr., formår selskabet at præsentere den højeste omsætning siden 2018 – selvom der endnu stadig er langt til fordums styrke.

Samme forbedring ses efter nogle svære år i både bruttofortjeneste og driftsresultat (EBITDA), der i 2021 landede på henholdsvis 76,3 mio. kr. og 6,6 mio. kr. mod 41,7 mio. kr. og et minus på 3,3 mio. kr. i 2020.

Til gengæld ender bundlinjen i 2021 igen i et minus for tredje år i træk med et underskud på 27 mio. kr., hvilket er samme resultat som året før.

Noa Noa har generelt set haft svært ved at generere sorte tal på bunden. Kun én gang siden 2011 er det blevet til et overskud – i 2018 på 62,7 mio. kr. I resten af årene har selskabet haft tocifrede underskud, der toppede med et minus på 60,4 mio. kr. i 2017. Samlet har selskabet haft underskud på over 100 mio. kr. de seneste fem år.

Årelang økonomisk nedtur

Ledelsen skriver i sin beretning, at selskabet ”ikke har mødt ledelsens forventninger på grund af påvirkning fra coronapandemien i 2021” og beskriver, at coronanedlukninger har haft en negativ effekt på både engros- og detailsalget i selskabet.

Og selvom selskabet har oplevet en øget onlinehandel, har det ikke været nok til at hive nedgangen i de andre salgskanaler op.

Noa Noa har i det hele taget været hårdt medtaget af de gentagne coronanedlukninger, der i 2020 betød, at selskabet optog et statsligt coronalån på 10 mio. kr. og igen 22 mio. kr. i 2021.

Samtidig har den svære tid i selskabet betydet, at aktionærerne har skudt et provenu ind, som Noa Noa har anvendt til at reducere koncernens kassekredit fra 30 mio. kr. til 10 mio. kr.

Trods en årelang og markant nedgang i den årlige omsætning og de gentagne millionunderskud tror ejerkredsen, der består af familieejede IBL Group og den danske kapitalfond Greystone, stadig meget på projektet i selskabet.

I april fik selskabet tilført 19 mio. kr. via en konvertering af gæld og modtog en yderligere kapitalforhøjelse på 12 mio. kr. Noa Noa har ikke ønsket at give et interview om situationen til DetailWatch, men henviser til bestyrelsesformand og ejer Ivan Bjerg-Larsens interview i maj til Finans.

”Vi er i gang med en turn around, som blandt andet indebærer konvertering af gæld til kapital. Vi har haft underskud, og det skal pengene selvfølgelig bruges til. Vi aner ikke, hvor vi havner henne lige nu efter at have sloges med corona i to år. Derfor er vi i gang med at se på, hvad der skal til for at vende udviklingen,” sagde han i maj til mediet.

De mange millioner skal ifølge selskabet bruges til at fortsætte ekspansionsstrategien.

”I 2022 har selskabet fortsat sin ekspansionsstrategi og åbnet yderligere to butikker i Norge og forventer ligeledes at åbne 4-6 yderligere butikker i Skandinavien inden slutningen af 2022,” skriver ledelsen i sin beretning.

Forventer nyt underskud

Til Finans sagde Ivan Bjerg-Larsen i maj, at forventningen er, at Noa Noa er profitable i løbet af to-tre år, og at ejerkredsen var klar til at skyde penge i selskabet efter behov. Ligeledes fortalte han, at forventningen til 2022 var ”omkring et nul på bundlinjen.”

Den forventning er siden blevet ændret, hvis man kigger i ledelsesberetningen, hvor selskabet nu forventer en stigende omsætning på 190-200 mio. kr. og et underskud på bundlinjen på 10-25 mio. kr. i år.

”Det ændrede konkurrencelandskab efter covid-19-pandemien kombineret med den nuværende makroøkonomiske usikkerhed gør det dog sværere at forudsige resultatet for 2022,” skriver ledelsen.

Ivan Bjerg-Larsen tiltrådte som bestyrelsesformand i Noa Noa i april, da hans investeringsselskab I.B-L Holding øgede ejerandelen i selskabet. Han ejer ifølge CVR nu 33-50 pct., mens Greystone Capital og tidligere direktionsmedlem i kapitalfonden Christian Hassel deler de resterende procenter.

Christian Higraff har været adm. direktør i Noa Noa siden juni 2020.

Modeselskabet Noa Noa har fået tilført stort millionbeløb

Dansk tøjbrand med pengestærke investorer går konkurs

Stor kæledyrskæde øger omsætningen med over 65 pct. i effektivt opkøbsår

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også