Detailkæde med Karsten Ree i ejerkredsen åbner fjerde butik

Efter godt et år i markedet udvider detailkæden Basic & More efter sommerferien med en ny butik i Aalborg, som bliver den tredje i Jylland og får adresse på gågaden i byen. Det skriver Nordjyske.
Basic & More er stiftet af detailprofilen Rasmus Rask, der også er adm. direktør for virksomheden og bl.a. har en fortid hos Bestseller og Julie Sandlau.
Forretningskonceptet bygger på salg af restpartier, anden sorteringvarer eller andre overskudsvarer fra danske designbrands som Broste Copenhagen og Dyberg Larsen til en pris, der ligger et stykke under den normale udsalgspris.
”Vi kan se fra vores andre butikker, at kunderne ikke går af vejen for lidt nuancer i en tallerken fra et kendt brand – når bare det er en god handel,” siger stifter Rasmus Rask til Nordjyske.
Den et år gamle kæde har i dag tre butikker i Aarhus, Kolding og Odense og fik i sidste måned en kapitalindsprøjtning på 14 mio. kr. Heraf kom hovedparten fra stifteren af Den Blå Avis, Karsten Ree, der investerede 10 mio kr. , mens hans søn Christian Ree samtidig trådte ind i bestyrelsen.
Butikken i Aalborg åbner til august, fremgår det, og planen er ifølge Rasmus Rask at åbne 10 fysiske butikker ved siden af webshoppen inden for to år.