Dagrofa satser på nyt flagskib i centrum af København

Dagrofa planter flag i centrum af København, når købmandskæden Meny åbner nyt madmarked i underetagen af stormagsinet Illum – en placering Coops Irma senest har prøvet kræfter med.
Det skriver Københavnliv.
Butikken, der skal åbne i maj, får købmanden Poul Cullura i spidsen, som senest har ledet Meny i Skibby. Han er samtidig et velkendt ansigt fra tv-programmet Hell’s Kitchen. Ifølge den nye chef har satsningen ligget i kortene længe for Dagrofa.
“Meny har i mange år haft et Food Market i støbeskeen, som skulle åbne i Illum. Sådan noget har Dagrofa en lang plan for udrulningen af. Noget af det første er at finde en købmand til at drive det. Så da direktøren for Dagrofa fortalte, at de mente, det var en butik, som passede til mig og mine kompetencer, blev jeg frygtelig ydmyg, beæret og stolt. Stolt over at ledelsen pegede på mig, og havde haft mig i tankerne hele tiden,” fortæller Poul Cullura, der oprindeligt er uddannet inden for detailhandel i Salling Group, til sn.dk.
Meny-kæden består af 111 varehuse landet over og har fokus på specialiteter. Kæden beskæftiger godt 5.500 ansatte i Dagrofa-koncernen, der også driver dagligvarekæderne Spar, Letkøb og Min Købmand.
Krigen i Ukraine kan bremse planer om flere Lidl-butikker i Danmark
Dagrofa følger efter konkurrenter og sætter mål for CO2-reduktion