Lego opsiger aftale med samtlige butikker i Rusland

Siden marts har Lego ikke sendt Lego-klodser til Rusland. Butikker har dog stadig været åbne hidtil. (Opdateret)
AF RITZAU

Lego har opsagt sin kontrakt med driftsselskabet bag samtlige 81 butikker i Rusland.

Det oplyser en talsperson fra Lego Koncernen til Ritzau tirsdag.

Beslutningen medfører, at legetøjsproducenten indstiller al kommerciel aktivitet i Rusland og afskediger de fleste medarbejdere i Moskva.

Driftsselskabet Inventive Retail Group (IRG), der står for driften af Legos russiske butikker, bekræfter opsigelsen over for nyhedsbureauet Reuters.

Lego ejer ikke selv nogen butikker i Rusland.

Den danske legetøjskoncern meddelte i marts, at den holdt op med at sende Lego-klodser og Lego-sæt ind i Rusland.

Det skete som konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine og de efterfølgende sanktioner.

I mellemtiden forblev de 81 butikker i Rusland åbne.

Siden juni har der dog været problemer i forsyningskæden. Disse problemer fører altså nu til opsigelsen af den russiske kontrakt.

”Lego Koncernen har besluttet at indstille al kommerciel aktivitet i Rusland på ubestemt tid på grund af den fortsat omfattende forstyrrelse i driftsmiljøet,” oplyser en talsperson fra Lego.

Både danske såvel som internationale virksomheder har siden krigens begyndelse 24. februar trukket sig ud af Rusland.

De seneste uger har virksomheder som Nike og Cisco meddelt, at de indstiller deres aktiviteter i Rusland som konsekvens af, at Rusland har sendt styrker ind i Ukraine i det, Rusland betegner som ”en særlig operation”. Det skriver Reuters.

Andre virksomheder har reduceret deres drift i Rusland, mens nogle fortsat er i fuld drift. Blandt sidstnævnte er danske Ecco og Rockwool. Mange har efterlyst deres afgang fra det russiske marked, men begge virksomheder står fast.

Ifølge det danske erhvervsmedie Finans er det uklart, hvor stort et marked Rusland er for Lego. Men ifølge Finans’ kilder i branchen er Rusland formentlig et af de ti største markeder.

Opdateret kl. 16.03 med yderligere oplysninger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også