Debat: Umodent marked gør genvinding af tekstiler svær

En fuld cirkulær økonomi for tekstiler kræver en modeindustri, der er villig til at investere i mere genbrug og genanvendelse, skriver Kathrine Olldag, Brancheforeningen Cirkulær, i dette indlæg.
"Landspolitikerne har anført, at sortering er nødvendig for at markedet kan komme i gang. Nu bør kravet om sortering af tekstilaffald følges op med håndfast lovgivning rettet mod tøj- og tekstilproducenterne," skriver Kathrine Olldag i indlægget. | Foto: Brancheforeningen Cirkulær/PR
"Landspolitikerne har anført, at sortering er nødvendig for at markedet kan komme i gang. Nu bør kravet om sortering af tekstilaffald følges op med håndfast lovgivning rettet mod tøj- og tekstilproducenterne," skriver Kathrine Olldag i indlægget. | Foto: Brancheforeningen Cirkulær/PR
Af Kathrine Olldag, politisk chef, Brancheforeningen Cirkulær

Kommunerne og de danske husholdninger er i fuld gang med at sortere hullede cowboybukser, slidte t-shirts og udtjent sengetøj. 

Men visionen om, at netop gamle t-shirts bliver til nye t-shirts afhænger af, at mode- og tekstilindustrien vil investere i og efterspørge genanvendt materiale i form af tråd og garn skabt af gamle tekstiler. Og det halter gevaldigt. 

Derfor skal det lovmæssige ansvar for omstillingen i langt højere grad ligge hos problemskaberne selv: Mode- og tekstilindustrien.

Markedet fungerer ikke

I dag ligger ansvaret for omstillingen nemlig primært hos borgerne og i affaldsbranchen. EU besluttede helt tilbage i 2018, at medlemslandene skal sortere og indsamle tekstilaffald fra 2025. I Danmark har Folketinget besluttet, at Danmark skulle gå foran, og gøre dette allerede fra juli 2023. 

Men pointen med at gå foran falder dog til jorden, hvis ansvaret for omstillingen skal ligge hos os alene. Markedet for genanvendte tekstiler er umodent, og den seneste tid har kommunerne meldt om store udfordringer med at finde sikre og troværdige afsætningskanaler. 

Man skulle ellers tro, at markedet har haft tid til at forberede sig. Det er samtidig vigtigt at huske, at kommunerne betaler penge for at sende tekstilaffald videre til genanvendelse. Det er ikke penge værd. Efterspørgsel og udbud er så at sige vendt på hovedet.

Det siger ikke kun vi. Også det Europæiske Miljøagentur har konkluderet, at tekstilmarkedet ikke fungerer, og for nylig advarede brancheorganisationen for europæiske genanvendelsesvirksomheder, Euric, sågar om et totalt kollaps i industrien for sortering og genanvendelse af tekstilaffald. 

I begyndelsen af året viste de første tegn sig, da den svenske virksomhed Renewcell gik konkurs. Renewcell arbejdede med at omdanne tekstilaffald til ny tråd. En stor aktionær i Renewcell var ellers H&M, som må antages at være interesserede at bruge genanvendt materiale i sine produkter. 

Lad os gå foran med producentansvar

Landspolitikerne har anført, at sortering er nødvendig for at markedet kan komme i gang. Nu bør kravet om sortering af tekstilaffald følges op med håndfast lovgivning rettet mod tøj- og tekstilproducenterne.

Løsningen er derfor hurtig og ambitiøs indførsel af producentansvar på tøj- og tekstiler i Danmark, der fremmer at tekstilproducenter og brands bruger f.eks. genanvendt bomuld fra gamle t-shirts mv. i nyt tøj, samt i langt højere grad tilbyder genbrug og reparation. 

Det vil sikre en efterspørgsel på tekstilaffald, der vil stimulere genanvendelsesmarkedet betydeligt. Derudover bør Svanemærkede tekstiler stilles langt bedre i markedet.

Et udvidet producentansvar på tøj- og tekstiler har to gange været til debat i Folketinget, men desværre har et flertal afvist dette, og i stedet peget på en EU-løsning. 

Men når Danmark kan gå foran med sortering, kan vi også gå foran med skærpede krav til mode- og tekstilindustrien.

(Debatindlægget er bragt i samarbejde med vores søstermedie CleantechWatch.)

Et debatindlæg er en opinionsartikel. Klummen er udelukkende et udtryk for skribentens egen holdning. Har du lyst til at bidrage til debatten, så kontakt redaktionen på redaktion@detailwatch.dk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også