Bilka og andre butikker i Field's er dømt ulovlige igen

Sidste etape af strid om butikker i Field’s har verseret ved byret i knap 10 år. Mandag er dommen faldet.
Byretten har mandag slået fast, at indretningen af den del af centret, som rummer en Bilka, en H&M og en Magasin, ikke lever op til de krav, der følger af lokalplan og byggetilladelse. | Foto: Nicolai Svane/Ritzau Scanpix
Byretten har mandag slået fast, at indretningen af den del af centret, som rummer en Bilka, en H&M og en Magasin, ikke lever op til de krav, der følger af lokalplan og byggetilladelse. | Foto: Nicolai Svane/Ritzau Scanpix
af RITZAU ‎

Det var helt tilbage ved årtusindskiftet, at den daværende miljøminister gjorde de første indsigelser i forbindelse med opførelsen af shoppingcentret Field’s i Ørestad ved København. Ministeren hed Svend Auken.

Der er gået 24 år, og spørgsmålet om sammensætningen af butikker i dele af centret har været behandlet af den kommunale forvaltning, forskellige nævn, domstole, kommunen igen og i seneste runde af Københavns Byret.

Byretten har mandag slået fast, at indretningen af den del af centret, som rummer en Bilka, en H&M og en Magasin, ikke lever op til de krav, der følger af lokalplan og byggetilladelse.

Det er næsten 10 år siden, at netop det spørgsmål blev indbragt for retten. Det skete, efter at det daværende Natur- og Miljøklagenævnet vendte tommelfingeren nedad over for Field’s.

Forhistorien inden da er lang og kompleks. Men sagens kerne er, hvorvidt Bilka, H&M og Magasin kan siges at udgøre ”et stormagasin”.

Den lokalplan, som er det lovmæssige grundlag for storcentret Field’s, siger nemlig, at der i centret skal etableres et detailhandelscenter og et stormagasin.

Helt tilbage i 2011 slog Østre Landsret fast, at indretningen med Bilka, H&M og Magasin ikke levede op til, hvad man måtte forstå ved et stormagasin, og det var den dom, som Natur- og Miljøklagenævnet lænede sig op ad nogle år senere.

Det var De Samvirkende Købmænd, som dengang indklagede sagen for nævnet. Det skete, efter at Københavns Kommune i 2013 - i kølvandet på landsretsdommen - udstedte en ny byggetilladelse, som skulle lovliggøre indretningen af storcentret.

Efter afgørelsen i nævnet valgte Field’s at indbringe sagen for Københavns Byret, hvor den altså har verseret frem til nu.

”En rigtig god dag for vores købmænd”

De Samvirkende Købmænd indtrådte i forbindelse med byretssagen som såkaldt biintervenient på grund af foreningens retlige interesse i sagen.

Når alt kommer til alt, så handler sagen om handel med dagligvarer. Her er Bilka en storspiller, og det udgør en torn i øjet på købmændene.

I marts da sagen blev fremlagt i byretten sagde købmændenes administrerende direktør, Jannick Nytoft, at netop Bilka-forretningen påvirker dagligvareforsyningen i oplandet negativt. Med andre ord: Købmændene mister omsætning.

Direktøren er da også godt tilfreds med mandagens afgørelse i Københavns Byret.

- I dag er en rigtig god dag for vores købmænd. Vi er rigtig glade over, at nu også byretten har slået fast, at byggetilladelsen for et stormagasin i Field’s ikke lever op til lokalplanen, siger han i en pressemeddelelse.

Retsopgøret er dog ikke slut, da Field’s har mulighed for at anke byretsdommen til Østre Landsret.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også