Dr. Martens varsler topchefskifte i kølvandet på haltende salg

Dr. Martens-aktien har nået et nyt historisk lavpunkt, efter et vigende salg i særligt USA har sat den britiske støvlevirksomhed på prøve.
Dr. Martens har i Danmark en enkelt butik, der befinder sig i København. | Foto: Jason Cairnduff
Dr. Martens har i Danmark en enkelt butik, der befinder sig i København. | Foto: Jason Cairnduff

Den britiske skoforhandler Dr. Martens er voldsomt udfordret på salg og indtjening – særligt i USA – og det får nu konsekvenser for ledelsen.

Kenny Wilson, der i de seneste seks år har stået i spidsen for skomærket, træder tilbage, når dette regnskabsår er afsluttet. I stedet overlader han posten til Ije Nwokorie, der i det seneste år har været brand-direktør og tidligere har haft en chefstilling i Apple Retail.

Det skriver flere internationale medier som The Guardian og Financial Times.

Udmeldingen kommer på et tidspunkt, hvor Dr. Martens-aktien er på sit laveste nogensinde. På fem år er aktien dykket fra en kurs på 500 GBX til onsdag at stå i kurs 66,37.

Støvlemærket, der er særligt kendt for sine skomodeller med tykke såler og gule syninger, har varslet, at salget i løbet af året vil falde med en encifret procentdel frem mod marts 2025. Resultatet før skat forventes i værste fald at være en tredjedel af seneste års resultat, der lød på et plus på 159 mio. pund, svarende til knap 1,4 mia. kr.

Ifølge The Guardian forventes omsætningen på engros i USA at falde med en tocifret procentandel på grund af et vigende salg hos butikkerne i efteråret og vinteren. Det forventes at påvirke indtjeningen negativt med 20 mio. pund (omkring 175 mio. kr.).

Dr. Martens har butikker i over 60 lande. Det amerikanske marked står for omkring 43 pct. af salget, mens EMEA (Europa, Mellemøsten og Afrika) tegner sig for cirka samme procentandel. Resten af salget kommer fra Asien og Oceanien.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også