Rapport: Store virksomheders klimaløfter er utilstrækkelige - flere detailvirksomheder iblandt

Mange virksomheder siger, at de skærer mere i udledningen, end de reelt gør, lyder det fra to organisationer. På listen finder man desuden Nike, Walmart og Tesco.
H&M er blandt de virksomheder, der iølge organisationerne NewClimate Institute og Carbon Market Watch ikke lever om til egne klimaløfter. | Foto: Jens Dresling
H&M er blandt de virksomheder, der iølge organisationerne NewClimate Institute og Carbon Market Watch ikke lever om til egne klimaløfter. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU OG DETAILWATCH

Adskillige store, internationale virksomheder reducerer ikke deres udledninger af drivhusgasser hurtigt nok til at bremse klimaforandringer.

Sådan lyder det tirsdag i en rapport fra organisationerne NewClimate Institute og Carbon Market Watch, som har gennemgået 51 multinationale virksomheders klimaløfter.

De har fundet, at mange af virksomhederne siger, at de skærer mere i deres udledning af drivhusgasser, end de i virkeligheden gør.

Det er en stor udfordring at adskille reelle nedskæringer i udledningen af drivhusgasser fra ”udokumenteret greenwashing” - særligt for forbrugerne, lyder det.

Greenwashing er, når virksomheder eller andre aktører får deres produkt til at fremstå mere grønt eller bæredygtigt, end det egentlig er.

De virksomheder, som organisationerne har gennemgået - inklusive eksempelvis H&M, Nestle og Toyoto - stod i 2022 for 16 pct. af de globale udledninger af drivhusgasser.

På listen finder man desuden virksomheder som Nike, Walmart og Tesco.

Deres indsatser har dog været ”kritisk utilstrækkelige” i forhold til at begrænse globale temperaturstigninger til 1,5 grader - som er det aftalte mål i Parisaftalen fra 2015.

Mens ”den kollektive ambition blandt virksomheders 2030-klimaløfter gradvist har forbedret sig over de seneste to år … så lever de fleste virksomheder stadig slet ikke op til den krævede reduktion i udledningerne”, står der i rapporten.

Globale udledninger skal reduceres med 43 pct. i 2030 for at leve op til Parisaftalens mål ifølge klimaforskere i FN.

I gennemsnit vil de 51 virksomheder have skåret udledninger med 33 pct. under deres nuværende klimaløfter.

Rapporten nævner tilmed en voksende opfordring fra virksomheder til, at der kan være ”fleksibilitet” i, hvordan klimamålene nås - særligt ved brug af CO2-kreditter.

CO2-kreditter giver virksomheder mulighed for at udligne deres udledninger ved at investere i projekter, der reducerer udledninger - såsom beskyttelse af skove.

Kritikere påpeger, at det gør det muligt for virksomheder at blive ved med at forurene.

”Vi har ikke råd til at spilde tid med lemfældigt og kreativt regnskab i forhold til udledninger af drivhusgasser,” siger Benja Faecks fra Carbon Market Watch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår