Pandora sætter flueben ved vigtigt klimamål et år før tid

Der venter nu Pandora en årlig CO2-besparelse på 58.000 ton, efter alt sølv og guld i selskabets smykker fremadrettet vil være genanvendt, skriver Børsen.
Pandora har som målsætning at være nuludledningsvirksomhed i 2040. | Foto: Pr/pandora
Pandora har som målsætning at være nuludledningsvirksomhed i 2040. | Foto: Pr/pandora

Pandora tager næste skridt mod en mere bæredygtig fremtid og er et år før tid nået i mål med ambitionen om at skifte alt guld og sølv i smykkerne til udelukkende at være genanvendt, skriver Børsen

Siden december har Pandora helt lagt minedrift bag sig, hvilket ellers traditionelt har været afgørende for virksomheden, der nu til gengæld kan se frem til en årlig CO2-besparelse på 58.000 ton. 

Guld og sølv samt andre råmaterialer har nemlig udgjort 29 pct. af Pandoras klimabelastning i Scope 3-kategorien, der er den øvrige indirekte udledning i værdikæden fra produktion og leverandører.

Forandringen kommer dog ikke uden en pris, og Pandora kommer årligt til at betale 10 mio. dollar, svarende til 68 mio. kr., i merudgifter til sølv og guld, men i de kommende måneder kommer lageret af jomfrueligt sølv og guld til at blive tømt, hvorefter Pandora vil garantere, at alle solgte smykker er af genanvendt sølv og guld.

“Vi skal for eksempel betale for, at leverandører nu skal drive to forsyningslinjer for at levere til os, men det er ikke en udgift, man vil kunne aflæse i vores priser. Der er en merpris for at drive forretning i dag,” siger Mads Twomey-Madsen, der er direktør for kommunikation og bæredygtighed i Pandora, til Børsen.

Pandora har som målsætning at være nuludledningsvirksomhed i 2040, både når det gælder egen drift og leverandørernes CO2-udledning.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også