Detailbranchen går ind i "slidsomt" 2024: "Der er en likviditetskamp i gang"

Efter store op- og nedture de seneste år forventer to direktører for brancheforeninger, at 2024 bliver mere jævnt og ”neutralt” med fokus på omkostninger.
Forbrugerne er meget opmærksomme, men reagerer ikke i lige så høj grad på tilbudskampagner, påpeger Nikolai Klausen. | Foto: Martin Lehmann/ritzau Scanpix
Forbrugerne er meget opmærksomme, men reagerer ikke i lige så høj grad på tilbudskampagner, påpeger Nikolai Klausen. | Foto: Martin Lehmann/ritzau Scanpix

Rundt omkring i landet er de fleste efterhånden vendt tilbage til arbejdet, og når cheferne skal tage hul på planerne for 2024, bliver det primært med fokus på at begrænse omkostningerne, mens de mere satsede projekter bliver lagt i skuffen.

Det forventer Nikolai Klausen, der er adm. direktør i brancheorganisationen Dansk Detail og Wear, som varetager interesser for knap 2000 brands og detailvirksomheder i den danske mode-, livsstils- og detailbranche.

”Det bliver et år, man bare skal overleve og finde takterne igen med henblik på 2025. I det hele taget vil det blive et år, hvor man skal kigge på sine omkostninger og se på, hvor man har sin indtjening og styrke det. Alt det andet, man synes, kunne være sjovt og spændende at lave, bliver udskudt til 2025 – i hvert fald for størstedelen, som ikke har høj vækst,” siger Nikolai Klausen til DetailWatch.

Branchedirektøren baserer sit svar på, at han forventer, forbrugernes lyst til at bruge penge fortsat vil ligge i den lave ende på grund af usikkerheder såsom konsekvenserne af de nye boligvurderinger. Samtidig blev renten hævet markant i 2023, hvilket gør det svært for virksomheder at skaffe frisk kapital til investeringer.

Hos brancheforeningen Dansk Mode og Textil, som repræsenterer over 375 virksomheder, bruger adm. direktør Thomas Klausen ord som ”mærkeligt” og ”neutralt”, når han skal beskrive sine forventninger til 2024.

Mærkeligt, fordi det har de fire foregående år også været, og neutralt, fordi han forventer, at detailhandlen efter en rutsjebanetur fra 2020 til 2023 kommer til at gå ind i et år med mere normaliserede omgivelser.

”Men det makroøkonomiske bliver afgørende for, om det bliver et lidt positivt eller lidt negativt år. Så længe renten er på sit nuværende niveau, og der samtidig er recession i de omkringliggende lande, så tror jeg, at det vil smitte af på forbrugerlysten og - tilliden herhjemme,” siger Thomas Klausen.

Kampen om pengene

Detailvirksomhedernes varelagre har de seneste år spillet en afgørende rolle i store dele af branchen. Først havde virksomhederne ikke nok på lager, da forbrugerne gik amok i en forbrugsfest under coronapandemien, mens et koks i de globale forsyningskæder forårsaget af et grundstødt containerskib i Suez-kanalen gav lange leveringstider.

Efterfølgende købte virksomhederne alt for meget hjem til lageret i forventningen om, at forbrugsfesten ville fortsætte, men da pandemien lempede sit greb i samfundet, gik forbrugerne tilbage til at bruge penge på rejser og restaurantbesøg. Samtidig har inflation og stigende renter lagt en dæmper på forbruget.

2023 har for mange virksomheder derfor været en øvelse i at sælge ud af sine varelagre uden at købe for meget hjem, og det forventer begge branchedirektører, vil fortsætte i 2024.

”De fleste oplever en tilbageholdenhed i forbruget, og hvis man ikke kan få sin toplinje til at vokse, eller hvis man ligefrem taber på sin toplinje, så bliver man nødt til at få tilpasset sine omkostninger, og der er varelageret centralt, fordi det er bundet kapital,” siger Nikolai Klausen.

"Det bliver en år i kalenderen, hvor vi bare river alle siderne ud og går videre til det næste,” siger Nikolai Klausen, adm. direktør i Dansk Detail og Wear. | Foto: Bidstrup Stine/ritzau/ritzau Scanpix

Dansk Detail og Wear-direktøren mener, at mange detailhandlere ofte er for optimistiske, når de køber ind, og det samme gælder for mange brands, og tiden er ikke til at køre med rabatter for at få solgt ud.

”Jeg tror ikke, at forbrugerne føler sig trygge, før vi når Q2 eller Q3. Så vi får mindst et halvt år, som bliver slidsomt, og det der med at tro, at man kan give rabat, det går ikke længere. Forbrugerne køber ikke rabatter mere. De køber, når de har behov for det,” siger Nikolai Klausen, adm. direktør i Dansk Detail og Wear.

Dansk Mode og Textil repræsenterer både detailhandlere og brands, og Thomas Klausen ser i stigende grad en kamp om pengene mellem parterne, når der skal bestilles hjem til lageret.

”Vores brands kan mærke, at de ikke sælger så godt til detailbutikkerne, fordi butikkerne ikke har likviditeten til at have mere på lager. Så nogle gange beder detailbutikkerne brandsene om at agere bank med 90 dages kredit eller kommission, og det har brandsene ikke penge til, fordi de har fået tingene forproduceret i Kina for et halvt år siden. Så der er i øjeblikket en likviditetskamp i gang, og det er også derfor, vi kommer til at se en række konkurser som Minimum og PBO,” siger Thomas Klausen.

Reusable

Selv om begge branchedirektører tegner et temmelig dystert billede af forventningerne til 2024, er de begge dog forsigtige optimister, fordi, som de påpeger, så har detailhandlen før oplevet – og overlevet – perioder med tilbageholdende forbrugere og stigende renter.

De, der får det hårdt, bliver mindre butikker, forventer Thomas Klausen, mens de større brands og detailkæder kommer til at klare sig uden større skrammer.

”Hvis du som detailbutik har likviditetsudfordringer, så kigger du på de brands, som kan hjælpe dig mest muligt og som har størst gennemssalg, og det er typisk de største, som kan levere de bedste pakker. Så små stand alone-butikker med mange mindre brands kan godt få det svært, fordi deres leverandører har det svært,” siger Thomas Klausen.

Han ser dog også en mulighed for mindre butikker og butikker generelt, og muligheden kommer fra EU.

Unionen har nemlig et lovarbejde i gang om The Green Deal, der blev godkendt i 2020 og som er et sæt politiske initiativer fra Europa-Kommissionen med det overordnede mål at gøre EU klimaneutral i 2050.

Som led i den store grønne plan har EU gang i arbejdet med en tekstilstrategi, som har fokus på, hvordan produkter i EU skal produceres i fremtiden, og her hæfter Thomas Klausen sig ved ét ord, som kan give butikkerne en fordel.

”Nøgleordet i tekstilstrategien er reusable (genanvendeligt, red.). Jeg håber, at flere butikker vil tage det til sig og tilbyde, at man kan tage sit brugte tøj med sig i butikkerne få det repareret i butikkerne. Det kan være en skrædder, der kan hjælpe med at reparere et hul eller tilrette tøjet,” siger Thomas Klausen og fortsætter.

”Det kan man ikke online. Så det kan man udnytte i butikkerne til at yde en ekstra service, og jeg både tror og håber, at flere butikker vil tilbyde det, fordi det er på service, at butikkerne skal overleve mod onlinehandlen.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også