Røde Kors tjente 100 millioner på sine genbrugsbutikker i 2022

Både på omsætning og indtjening har Røde Kors’ genbrugsforretninger slået rekord i 2022.
I Røde Kors' genbrugsbutikker går det så godt, at man i nogle kategorier har svært ved at følge med efterspørgslen. | Foto: Nanna Navntoft
I Røde Kors' genbrugsbutikker går det så godt, at man i nogle kategorier har svært ved at følge med efterspørgslen. | Foto: Nanna Navntoft
RITZAU

100 millioner kroner lyder overskuddet fra Røde Kors’ genbrugsbutikker på i 2022.

Det er nødhjælpsorganisationens hidtil største overskud fra genbrugsbutikkerne og en stigning på 35 procent fra den tidligere rekord i 2019.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Røde Kors.

På omsætningsposten blev der også slået rekord. De 255 genbrugsbutikker omsatte samlet for 281 millioner kroner.

”Jeg er utrolig stolt over det resultat, der er opnået i vores 255 butikker i 2022.”

”Det er godt for klimaet, det er godt for socialt udsatte mennesker. Jeg synes, det er utrolig flot, at sådan en omsætning kan laves af frivillige kræfter,” siger Tina Donnerborg, som er chef for Røde Kors Genbrug, til Ritzau.

Omsætningen er de penge, der kommer ind i et selskab fra salget af produkter eller ydelser. Altså indtægt før udgifter.

Faktisk går det så godt, at Røde Kors i nogle kategorier har svært ved at følge med.

”I takt med at danskerne er blevet mere sparsommelige og ikke køber så meget nyt, får vi færre donationer, og vi mangler forskellige kategorier af varer nu,” siger Tina Donnerborg.

Særligt når det gælder tøj, oplever Røde Kors at have flere kunder end varer.

Inflationen har præget Røde Kors, der som mange andre har hævet priserne.

Ifølge chefen for genbrug har organisationen stort fokus på at sætte den rigtige pris, når den får gode varer i hus. Samtidig ønsker Røde Kors at være et sted, hvor folk har råd til at handle.

Ud fra organisationens kundeundersøgelser vurderer Tina Donnerborg, at der især er to faktorer i spil, der gør, at folk handler mere genbrug.

”Det primære er faktisk klimabevidstheden, der i den grad er en meget, meget stor drivkraft især hos den yngre målgruppe.”

”Hos den lidt ældre målgruppe er det meget en aversion mod det overforbrugssamfund, som mange synes, vi har fået,” siger Tina Donnerborg.

Røde Kors Genbrug åbner 1. maj en webshop, så man også kan købe genbrugsvarer online.

Indtjeningen fra Røde Kors’ genbrugssalg går til nødhjælpsarbejde og sociale indsatser i Danmark og ude i verden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også