Moden på COP27: "Vi forpligter os, men vi ved ikke, hvordan vi skal nå målet"

Globale modeselskaber mødtes på COP27 for at gøre status over industriens bæredygtige fremskridt efter et år, hvor både antallet af grønne målsætninger, anklager om greenwashing og branchens produktion er vokset.
”Målsætninger, visioner og strategier er jo et fint sted at starte, men vi starter bagud på point, og lige nu rykker vi den forkerte vej,” siger Markus Hatting om tekstilindustriens fremskridt i 2022. | Foto: Ahmad Gharabli/AFP / AFP
”Målsætninger, visioner og strategier er jo et fint sted at starte, men vi starter bagud på point, og lige nu rykker vi den forkerte vej,” siger Markus Hatting om tekstilindustriens fremskridt i 2022. | Foto: Ahmad Gharabli/AFP / AFP

Modeindustrien er notorisk bagud i kampen om at nedbringe sektorens globale aftryk på både klima og ressourcer.

Ifølge en frisk analyse fra ngo’en Stand Earth steg klimaaftrykket hos modeselskaber som Nike, Kering, Gap og Zara-ejeren Inditex igen i 2021 efter et dyk under Covid-19 – samme tendens gælder for den danske modekoncern Bestseller. Tilsammen har tekstilindustrien det femtehøjeste CO2-aftryk blandt alle brancher i EU.

Ved det internationale klimatopmøde COP27, der snart lakker mod enden i Egypten, mødtes repræsentanter for moden fredag i sidste uge for at diskutere industriens bæredygtige fremskridt.

Her deltog blandt andre repræsentanter for H&M, luksusgruppen Kering, sportskoncernen Puma og den kinesiske tøjproducent Tal Apparel. Sidstnævnte har en produktionskapacitet på 53 mio. beklædningsgenstande om året og leverer ifølge næstformand for producenten Delman Lee tekstiler til mange af de tilstedeværende brands og detailhandlere ved COP27-eventet.

Og på trods af branchens stigende antal ambitioner og forpligtelser, mener Delman Lee ikke, at industrien er på rette vej endnu.

”Jeg mener ikke, vi er på sporet, men alle arbejder hårdt på at finde en måde at nå dertil. Det, tror jeg, er, hvor vi står i industrien,” sagde han til deltagerne over en videoforbindelse på fredagens møde.

Langt fra ambitionerne til målet

Chef for bæredygtighed hos sportsbrandet Puma, Stefan Seidel, mener derimod, at industrien ”måske” er på rette spor, og fremhævede at UNFCCC’s modecharter fra 2018 har øget tilslutningen, imens flere og flere aktører sætter deres egne såkaldte science based targets.

FN’s Fashion Industry Charter for Climate Action er på fire år blevet underskrevet af over 100 modevirksomheder – med Ganni som den eneste danske. Ved sidste års COP26 i Glasgow blev ambitionerne hævet til ikke blot at holde sektorens emissioner på et niveau, der stemmer overens med Parisaftalens mål om en global opvarmning på maks. 1,5 grader, men også at halvere hver enkelt virksomheds samlede emissioner i scope 1, 2 og 3 i 2030.

Ifølge Delman Lee er der dog langt fra at sætte et mål til at implementere det.

”Vi forpligter os, men vi ved ikke, hvordan vi skal nå målet,” siger han på COP27 om Tal Apparels egne og andre producenters klimamål.

Som leverandør til modeindustrien repræsenterer Tal Apparel den svære udfordring med at nedbringe sektorens emissioner i scope 3, der i mange tilfælde udgør mere end 90 pct. af de store modemærkers samlede CO2-udslip. Og på leverandørernes side har man endnu ikke knækket koden til at blive klimaneutral, mener Delman Lee.

”Vi har selv været på en rejse mod dekarbonisering i lang tid. Men den aktuelle udfordring med at nå en reduktion på 50 pct. inden 2030 et virkelig svært mål at nå. Uanset hvad vi har gjort i de seneste ti år, er vi slet ikke kommet tæt nok på,” sagde han.

Tekstilforbruget vokser

Tilbage i Danmark peger medstifter af Tænketanken Tekstilrevolutionen Markus Hatting ligeledes på nye målsætninger som branchens primære bidrag til den bæredygtige udvikling siden sidste klimatopmøde.

”Jeg synes, der er kommet rigtig mange målsætninger, men når man kigger på, hvor mange fibre, der bliver skabt hvert år, og fremskrivninger for de næste år, så går mængden kun opad, så langt frem vi kigger,” sagde han.

Ifølge NGO’en Ellen MacArthur Foundation blev verdens mængde af produceret tøj fordoblet mellem 2000 og 2015, og dette forventes at stige med en tredjedel frem til 2030, vurderer NGO’en Textile Exchange.

”Målsætninger, visioner og strategier er jo et fint sted at starte, men vi starter bagud på point, og lige nu rykker vi den forkerte vej,” siger Markus Hatting fra Tekstilrevolutionen om tendensen.

Han kritiserer samtidig branchens store fokus på at skabe nye, bedre fibre.

”Det kan sikkert løse noget, men det ignorerer fuldstændig det allervigtigste problem – overproduktion og overforbrug. Vi kan ikke blive ved med bare at købe og købe, bare fordi vi har skiftet ny polyester ud med genanvendt polyester for eksempel. Der skal nogle andre forretningsmodeller til,” siger Markus Hatting.

Ved dette års klimatopmøde har blandt andre H&M, Kering og Inditex annonceret planer om at erstatte en halv mio. ton træfibre til produktion af tekstil- og emballage med alternative materialer.

Derudover har det ifølge mediet Business of Fashion været sparsomt med udmeldinger fra industrien på COP27, der mere har fokuseret på at styrke og accelerere branchens eksisterende indsatser.

Branchens egne værktøjer får kritik

Delman Lee er også formand for Sustainable Apparel Coalition (SAC), der står bag det bredt anvendte brancheværktøj Higg-indekset, og i løbet af året har det været udsat for kritik fra både det norske og hollandske forbrugertilsyn. Higg Material Sustainability Index (MSI) er udviklet af SAC til at vise tøjstykkers bæredygtige materialeværdi.

Men når indekset bruges som markedsføring over for forbrugerne, kan det let føre til vildledning og greenwashing, mener forbrugermyndighederne, der har udsendt en vejledning til mulige ændringer i værktøjet.

Så sent som i denne uge blev H&M, der satte brugen af Higg MSI på pause efter en advarsel fra de norske forbrugermyndigheder i juni, ramt af endnu et greenwashing-søgsmål i USA for sin såkaldte concious-kollektion.

Ifølge Markus Hatting fra Tekstilrevolutionen har branchen fortsat udfordringer med netop at sikre sig data på de bæredygtige parametre.

”Der er alt for lidt data. Alt for lidt til, at man kan begynde at sige helt ned i decimalerne, hvad der er bedst at gøre. Der er virkelig nogle usikkerheder, som vi skal have afklaret, og meget data der skal indsamles i forhold til nogle af de andre brancher,” siger han.

”Men vi kan ikke vente, til vi har perfekt data.”

Derfor er værktøjer som Higg-indekset fortsat vigtige. Men når det kommer til at bruge indekset til markedsføring, er han i store træk enig med det norske forbrugertilsyn.

”Hvis det skaber en form for kommunikation, der bare får folk til at købe flere produkter, fordi de er ”bæredygtige”, så betyder det jo kun mere overforbrug,” siger Markus Hatting.

Modekæmper forpligter sig på brug af alternativer til træfibre

Forbrugermyndigheder udsender vejledning om modeindustriens Higg-indeks

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også