Britiske Joules indgiver ansøgning om insolvens
![Joules blev startet af Tom Joule i 1989, men kæmper nu for overlevelsen | Foto: Joules](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/14587852/nkffyw/ALTERNATES/schema-16_9/doc7nm6tra668k1azp5j636.jpg)
Den britiske modekoncern Joules indgiver ansøgning om insolvens, efter at kæden ikke har formået at få finansiering til at fortsætte driften i den nuværende form.
Tøjkæden, der er kendt for sine farverige frakker og Wellington-støvler, har udpeget Interpath Advisory som administrator for at beskytte kreditorernes interesser.
Aktien blev suspenderet på fondsbørsen før åbningen i London mandag.
I forvejen var aktien faldet 94 pct. i år.
Storbritanniens shoppingsektor er hårdt ramt af tilbageholdenhed hos forbrugerne, der kæmper med stigende husholdningsregninger som følge af den høje inflation.
Stadig stærkt brand
Detailhandleren var allerede i en svag position før forbrugernes opbremsning og det usædvanligt varme vejr - på grund af forældede designs og store rabatter.
Det vurderer Susannah Streeter, analytiker hos Hargreaves Lansdown.
”Joules-brandet er stadig stærkt, og selv om det vil have brug for et moderne tvist for at overleve på længere sigt, vil der sandsynligvis være stor interesse for navnet og immaterialretten,” siger hun ifølge Reuters.
Joules havde håbet på, at konkurrenten Next ville investere i virksomheden for at hjælpe med at vende udviklingen, men Next trak sig fra forhandlingerne i september.
Modekoncernen beskæftiger 1600 medarbejdere og har 132 butikker i Storbritannien og Irland.
Antallet af virksomheder i England og Wales, som erklærede insolvens, steg i andet kvartal til det højeste niveau i 13 år.