Dansk lingerikæde med fransk ejer har millionunderskud for 13. år i træk

Efter mere end et årti med millionunderskud havde Femilet sit bedste år længe i 2021. Næste år tror undertøjskæden på overskud, siger kommerciel direktør.
Femilet har i år lavet en kampagne i samarbejde med X Factor-værten Sofie Linde, der skød Me Too-debatten i Danmark i gang for alvor. | Foto: Femilet
Femilet har i år lavet en kampagne i samarbejde med X Factor-værten Sofie Linde, der skød Me Too-debatten i Danmark i gang for alvor. | Foto: Femilet

I 2010 købte den franske lingerikoncern Chantelle danske Femilet, og en langsigtet plan for den midtjyske undertøjskæde blev udarbejdet.

12 år senere giver Femilet dog stadig underskud. Samlet set har kæden tabt over 100 mio. kr., siden den franske ejer kom til.

Men det begynder at lysne for undertøjsvirksomheden med rødder helt tilbage til 1923.

En vækst på 79 pct. har i hvert fald reduceret minusset til 1,9 mio. kr. i 2021, fra -9 mio. kr. i 2020 og -16 mio. kr. året før det. Det giver Femilet sit bedste resultat i 13 år, og bringer kæden tættere på en rentabel fremtid.

”Det er jo aldrig tilfredsstillende at komme ud med et underskud. Det er helt sikkert. Men vi har forbedret vores resultat markant med 7,8 mio. kr. i forhold til forrige år,” kommenterer Louise Fiedler Vestergaard, kommerciel direktør i Femilet, over for DetailWatch.

Ud fra det perspektiv er kæden tilfreds, særligt når coronanedlukninger i starten af året tages i betragtning, uddyber hun.

”Vi kom ikke godt fra start, men fik arbejdet rigtig godt på at hente noget af det i løbet af året,” siger den kommercielle direktør.

Venter plus i 2023

På grund af store, fortsatte investeringer, som vi vender tilbage til, forventer kæden dog først at ramme et positivt resultat næste år.

”Vi regner med, at 2023 bliver året, hvor vi kan skrue lidt ned for investeringerne og lidt op for bundlinjen,” siger Louise Fiedler Vestergaard.

Hun kan ikke oplyse hvor meget ejeren Chantelle i årenes løb har skudt ind i Femilets udvikling. I 2015 tilførte Chantelle dog 22 mio. kr. til det danske datterselskab.

Havde I forventet at jeres turnaround ville tage så mange år, som det har taget?

”Nej, altså man kan roligt sige at i særdeleshed de sidste to år har taget en anden drejning, end vi havde regnet med, og der blev brugt mange ressourcer på at komme godt igennem corona.”

”Vi vidste godt, det var en længere rejse, og det var vores ejere også indstillet på. Og der er fortsat opbakning,” siger Louise Fiedler Vestergaard.

De sidste to år har, med hendes ord, sat Femilets turnaround lidt til side - ”men alligevel ikke, for vi har stadig formået at opretholde rejsen frem mod et plus på bundlinjen.”

Underskuddet i 2021 betyder, at Femilet har mistet mere end 50 pct. af sin indskudskapital ”og er derfor omfattet af bestemmelserne om kapitaltab i den danske selskabslov,” lyder det i regnskabet.

Ledelsen forventer dog at vinde kapitalen ind gennem driften. Hvis dette ”mod forventning” ikke sker, vil selskabets ejere ifølge regnskabet stå klar med ny kapital for at genoprette indskuddet.

Alle lagre er samlet i Frankrig

Strategien for at vende Femilet til at blive en overskudsforretning igen er bl.a. andet gået ud på at samle alle kædens lageraktiviteter i Frankrig. Så sent som i foråret 2021 er kædens e-commerce-lager blevet rykket.

Samtidig har Femilet investeret stort i et nyt system til at styre kædens mange ordrer, der gør, at undertøjsfirmaet kan holde sit lager nede på et mere rimeligt niveau og nedbringe lagerbindingen.

”Det er noget af det, vi har allerstørst fokus på at gøre mere effektivt.”

”Det er en af de store, tunge poster i vores branche, fordi vi sælger specialprodukter. Vi kan sagtens have en vare, der har 35 størrelser. Forestil dig, hvor svært det er at lagerføre varer med så mange størrelser,” siger Louise Fiedler Vestergaard.

Selvom order management-systemet er en dyr udgift, vil den være med til at ruste Femilet til fremtiden, mener hun.

Nye butikker skal støve brandet af

Også Femilets 18 konceptbutikker gennemgår i disse år en stor renovering, der har krævet investeringer.

”De bliver indrettet mere stilrent og moderne, hvilket også er med til at løfte os ud af det lidt støvede brand, vi har været tidligere,” siger Louise Fiedler Vestergaard.

For at gøre shopping-oplevelsen så gnidningsløs som muligt, har Femilet også fjernet disken i sine butikker og i stedet sat et arbejdsbord op midt i det hele, som kunden kan stå på alle fire sider af.

”En af de ting, vi udmærker os ved, er en meget høj kundeservice og faglighed. Det vil vi gerne have kommer endnu mere til udtryk i vores butikker,” siger Louise Fielder Vestergaard.

Mærkets undertøj sælges også gennem flere shop-in-shops, en lang række andre lingeributikker og webshops herhjemme, i Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Holland, Belgien og Østrig.

Onlinesalget er i stigning, fortæller Louise Fiedler Vestergaard, også i 2022, selvom væksten ikke er lige så markant som sidste år.

”Vi oplever samme tendens, som resten af markedet, at forbrugertilliden er faldet lidt, men vi er ret fortrøstningsfulde,” siger hun.

Midtjysk tøjfirma gør klar til generationsskifte med firedoblet bundlinje

Jysk familievirksomhed fortsætter vild millionvækst på populært uldundertøj

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også