Sonos vender bøtten efter meldinger om nyt "lukrativt" produkt

En skuffende prognose fik indledningsvist aktien hos B&O-konkurrenten til at dale, men en udtalelse fra topchef Patrick Spence vendte det hele på hovedet.
”I anden halvdel af året vil vi lancere et stort produkt i en ny multimilliard-kategori," lød meldingen fra topchef Patrick Spence. | Foto: Uncredited/ap/ritzau Scanpix
”I anden halvdel af året vil vi lancere et stort produkt i en ny multimilliard-kategori," lød meldingen fra topchef Patrick Spence. | Foto: Uncredited/ap/ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Højtalerproducenten Sonos steg kraftigt i torsdagens ellers let negative amerikanske aktiemarked. Aktien blev sendt op med 17,6 pct. og steg yderligere med 0,6 pct. i eftermarkedet.

Det skete efter selskabets regnskab for fjerde kvartal og hele 2022/23 sent onsdag, som ellers umiddelbart var en skuffelse for investorerne og startede med at give et stort kursfald i eftermarkedet onsdag.

Det kom på baggrund af særligt en skuffende prognose for det nu igangværende regnskabsår 2023/24.

Siden fulgte en telekonference, hvor Sonos’ topchef, Patrick Spence, fastslog, at selskabet vil rulle et nyt ”lukrativt” produkt ud inden for de kommende måneder.

Ifølge Bloomberg News har Sonos arbejdet på et sæt høretelefoner i mere end fire år, og det er netop her, at markedet sigter efter en lancering oven på meldingen.

”I anden halvdel af året vil vi lancere et stort produkt i en ny multimilliard-kategori, som vil tilføje til vores eksisterende produktudbud, begejstre kunderne og straks generere omsætning,” sagde Patrick Spence på telekonferencen.

”Inklusive alt venter vi at generere over 100 mio. dollar fra nye produktlanceringer i år - hvor det her nye spændende produkt ventes at stå for størstedelen af den omsætning i andet halvår,” fortsatte topchefen.

For 2023/24 venter Sonos en samlet omsætning på 1,6-1,7 mia. dollar, mens analytikerne på forhånd havde ventet 1,7 mia. dollar, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Det justerede driftsresultat (EBITDA) ses ramme 150-180 mio. dollar, og her havde analytikerne på forhånd ventet 179,6 mio. dollar.

I fjerde kvartal 2022/23 omsatte Sonos for 305,1 mio. dollar - lidt over konsensus blandt analytikerne om 299,3 mio. dollar, men omvendt var tabet per aktie på 25 cent lidt sløjere end forventningen om et minus på 21 cent.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også