Manglende købelyst i Kina trækker B&O's resultater ned

Bang & Olufsen havde forventet en normalisering på det kinesiske marked, men købelysten er ikke vendt tilbage.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Bang & Olufsens omsætning faldt 20 procent målt i lokale valutaer i selskabets tredje kvartal i det skæve regnskabsår 2022/23 sammenlignet med samme periode året før.

Det fremgår af Hi-Fi-selskabets regnskabsrapport for tredje kvartal, der dækker månederne december, januar og februar.

”Vi er ikke tilfredse med resultaterne i dette kvartal. COVID-19-udviklingen i Kina påvirkede vores performance betydeligt, og vores forhandlere i EMEA-regionen var tilbageholdende med at fylde varelagrene på grund af den makroøkonomiske situation,” siger Bang & Olufsens administrerende direktør, Kristian Teär, i regnskabsrapporten.

EMEA er en regional betegnelse for Europa, Mellemøsten og Afrika.

Han lægger yderligere vægt på robust kundeefterspørgsel på de fleste markeder, og at man forventer at Kina er på vej mod en normalisering.

Omsætningen er de penge, der kommer ind i et selskab fra salget af produkter eller ydelser. Altså indtægten før udgifter.

På bundlinjen ligger der for tredje kvartal et underskud på 55 millioner kroner. I samme periode året før lød et underskud på 16 millioner kroner.

Per Hansen, som er investeringsøkonom hos Nordnet, vurderer dog, at der også er en god nyhed at finde i regnskabsrapporten.

Han påpeger, at B&O fastholder sine forventninger til hele regnskabsåret, som de nedjusterede i marts, og at den nuværende forventede afmatning i USA og Europa ikke tynger yderligere ned.

”Den dårlige nyhed er, at indtjeningen er utilfredsstillende og ikke efterlader B&O med mange muligheder for at lave en fejldisposition,” skriver Per Hansen i en kommentar.

I marts nedjusterede B&O sine forventninger til hele regnskabsåret, da salget i et genåbnet Kina uden nultolerancepolitik over for corona ikke var gået som ventet.

Håbet var, at købelysten blandt kineserne ville vende tilbage efter en genåbning, men omsætningen fra salget i Kina faldt med 65 procent i tredje kvartal sammenlignet med året før.

Det Struer-baserede selskab venter nu en omsætningsvækst i lokale valutaer på mellem minus 9 og minus 3 procent. Tidligere lød forventningen i den lave ende af minus 2 til plus 3 procent.

Tabel for Bang & Olufsens regnskab for tredje kvartal 2022/23:

Mio. kr.
Q3 2022/23
Q3 2021/22
Nettoomsætning
635
775
Omsætningsvækst i lokale valutaer (%)
-20
10
Bruttomargin (%)
43,6
44,0
EBITDA
0
52
EBIT
-58
1
EBIT-margin (%)
-9,1
0,1
Resultat før skat
-55
-17
Nettoresultat
-55
-16

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også