Markant flere danskere bliver snydt ved onlinehandel

Flere danskere oplever svindel ved online handler eller at få misbrugt betalingsoplysninger, viser undersøgelse.
Fra 64.000 i 2022 var det i 2023 85.000 danskere, der har oplevet at blive snydt ved onlinehandel. | Foto: Mathias Christensen
Fra 64.000 i 2022 var det i 2023 85.000 danskere, der har oplevet at blive snydt ved onlinehandel. | Foto: Mathias Christensen
Ritzau

Næsten 190.000 danskere blev i 2023 udsat for it-relateret kriminalitet. Året før var tallet på knap 150.000.

Det skriver Det Kriminalpræventive Råd i en pressemeddelelse.

Tallet stammer fra den årlige offerundersøgelse, som Det Kriminalpræventive Råd laver sammen med Justitsministeriet, Rigspolitiet og Københavns Universitet.

Erik Christensen, som er formand for Det Kriminalpræventive Råd, forventer, at der også vil ske en stigning i de kommende år.

”Den teknologiske udvikling gør jo, at der bliver flere og flere døre, som de kriminelle kan gå ind ad i forhold til at svindle os helt almindelige borgere,” siger han til Ritzau.

Han mener, at et større brug af kunstig intelligens i fremtiden kan gøre det mere sandsynligt, at man bliver udsat for svindel.

Det er især svindel ved onlinehandler og misbrug af betalingsoplysninger, som folk ifølge undersøgelsen bliver udsat for.

Men også kontaktsvindel, hvor svindlere eksempelvis kontakter en person over nettet, telefon eller på mail er i stigning. I 2022 pegede undersøgelsen på, at 13.000 blev udsat for kontaktsvindel. Det tal steg til 27.000 sidste år.

”Vores bedste råd er, at vi hver især tager os god tid, når vi får en mail eller en sms, som måske ikke er dem, vi får allerflest af eller så tit, og lige kigger på om det er fra Skat, kommunen eller banken,” siger Erik Christensen.

Hvis man er i tvivl, opfordrer han til, at man spørger familiemedlemmer eller andre til råds.

Onlinehandel fylder mest i statistikken

Den mest almindelige form for it-kriminalitet er ifølge undersøgelsen snyd ved onlinehandel. I 2023 blev 85.000 danskere snydt ved for eksempel at handle på falske webshops eller gennem handler med privatpersoner.

I 2022 var det 64.000 personer, som blev udsat for svindel igennem online handler ifølge pressemeddelelsen.

Det typiske er, at man ikke modtager varen, eller at man i stedet modtager en kopivare.

Undersøgelsen viser, at 76.000 danskere i 2023 blev udsat for misbrug af deres betalingskortoplysninger. I 2022-udgaven af undersøgelsen lød det, at det var 57.000.

”Vi skal væk fra, at vi udskammer dem, som bliver svindlet, fordi vi kan alle sammen komme ud for det. Selv om du ser de her tal, så ved vi godt, at der er et mørketal,” siger Erik Christensen

Han understreger vigtigheden af ikke at skamme sig, fordi alle kan blive udsat for svindel.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også