Repræsentanternes Hus stemmer om muligt amerikansk forbud mod Tiktok

Repræsentanternes Hus skal stemme om, hvorvidt Bytedance skal tvinges til at sælge Tiktok for at undgå forbud.
Hvis lovforslaget bliver virkelighed, har Bytedance 165 dage til at frasælge Tiktok. Ellers vil det blive ulovligt for app-butikker i USA at tilbyde Tiktok. | Foto: Mario Tama/AFP/Ritzau Scanpix
Hvis lovforslaget bliver virkelighed, har Bytedance 165 dage til at frasælge Tiktok. Ellers vil det blive ulovligt for app-butikker i USA at tilbyde Tiktok. | Foto: Mario Tama/AFP/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Repræsentanternes Hus ventes onsdag at stemme om et lovforslag, der vil tvinge det kinesiskejede selskab Bytedance til at frasælge Tiktok inden for seks måneder for at undgå et forbud mod den populære videoplatform i USA.

Det skriver Reuters.

Lovforslaget får ifølge nyhedsbureauet AFP Kina til at advare om, at et forbud mod Tiktok vil give bagslag for USA.

”Selv om USA aldrig har fundet bevis for, at Tiktok truer USA’s nationale sikkerhed, er landet ikke stoppet med at undertrykke Tiktok,” siger en talsmand for Kinas udenrigsministerium ifølge AFP.

Tidligere i marts vedtog medlemmerne af Handels- og Energiudvalget i Repræsentanternes Hus, at lovforslaget om et frasalg af Tiktok skulle sendes til afstemning blandt de øvrige medlemmer af Huset.

Afstemningen ventes af blive afholdt omkring klokken 10.00 lokal tid (klokken 15.00 dansk tid) og er det mest betydelige amerikanske indgreb mod Tiktok, der har omkring 170 mio. brugere i USA.

Hvis lovforslaget bliver til virkelighed, får Bytedance 165 dage til at frasælge Tiktok. Sker det ikke, vil app-butikker i USA ikke på lovlig vis kunne tilbyde Tiktok eller udbyde serverplads til apps kontrolleret af Bytedance.

Frygt for datamisbrug

Ønsket om at separere Tiktok fra Bytedance bunder i en frygt for, at amerikanske Tiktok-brugeres personlige data ender hos det kinesiske styre.

Ifølge The New York Times har Tiktok-kritiske politikere og myndigheder i Vesten henvist til, at Kinas regering ifølge kinesisk lovgivning kan kræve følsomme data udleveret af kinesiske virksomheder.

Desuden er der i Vesten frygt for, at styret i Kina udnytter Tiktok til at målrette misinformation mod brugerne.

Inden lovforslaget blev sendt videre fra Handels- og Energiudvalget, fik medlemmerne ifølge Reuters en fortrolig briefing om USA’s myndigheders bekymringer om Tiktoks betydning for landets sikkerhed.

Og tirsdag holdt FBI, der er USA’s nationale sikkerhedstjeneste, det amerikanske justitsministerium og kontoret for USA’s efterretningschef (Odni) en briefing for alle medlemmer af Repræsentanternes Hus.

Det er uvist, hvad der kom frem på mødet.

To tredjedele af medlemmerne i Repræsentanternes Hus skal stemme for forslaget, for at det kan sendes videre til afstemning i Senatet, der er det andet af Kongressens to kamre.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også