Gorillas holder ophørsudsalg efter konkurs

De kommende dage sælger leveringstjenesten ud af varelageret med 50 pct. rabat.
Gorillas kom til Danmark i 2021 og slog sig op på at levere dagligvarer inden for ti minutter. | Foto: Pr / Gorillas
Gorillas kom til Danmark i 2021 og slog sig op på at levere dagligvarer inden for ti minutter. | Foto: Pr / Gorillas

Leveringstjenesten Gorillas holder fra onsdag til fredag i denne uge ophørsudsalg i selskabets varehus i København.

Det fremgår af Gorillas app, der er leveringstjenestens hovedplatform til kundekommunikation og varebestilling. 

Med ophørsudsalget giver det konkursramte selskab 50 pct. på alle varer for at sælge ud af de dagligvarer, som selskabet er brændt inde med efter sidste uges konkurs. I forbindelse med konkursen er selskabets ansatte opsagt, og det er derfor ikke muligt at få varerne bragt.

”Alle køb skal afhentes og foretages ude ved varehuset,” skriver Gorillas blandt andet og uddyber, at tilbuddene ikke gælder for tobakvarer, håndkøbsmedicin og modermælkserstatning.

Ophørsudsalget bliver sat i gang, efter Gorillas kastede håndklædet i ringen tirsdag i sidste uge, da selskabet meldte ud, at leveringstjenesten lukkede. Få dage senere – om torsdagen – var konkursen officiel.

Det skete, syv måneder efter en række investorer med Rasmus Sindberg i front overtog det tyske moderselskabs danske forretning. Rasmus Sindberg sagde dengang, at han så potentiale for forretningen, hvor det tyske moderselskab, der i december blev solgt til den tyrkiske konkurrent Getir, bevarede 20-25 pct. af den danske forretning.

Gorillas kom til Danmark i 2021, hvor selskabet slog sig op på at levere dagligvarer på ti minutter. Det tyske selskab afhændede hovedparten af den danske forretning som led i en større spareøvelse, hvor Gorillas fyrede 300 medarbejdere og lukkede i fire andre lande for at fokusere på fem kernemarkeder – Tyskland, Frankrig, Holland, Storbritannien og USA.

Konkursen i sidste uge har blandt andet betydet, at selskabets medarbejdere er kommet i klemme i forhold til manglende lønudbetalinger. Gorillas-bude har fortalt til DetailWatch, at de mangler at få udbetalt løn siden midten af januar.

Kurator i konkursboet, Bo Christiansen, har tidligere fortalt, at han forventer, at gælden i selskabet kan ende i et tocifret millionbeløb, og at han ser på forskellige løsninger for at skrabe penge sammen til aktører, der har penge til gode i selskabet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også