Online vinforretning lander nyt minus - men forbedrer formen
Den onlinefødte vinforretning Winefamly kommer ud af det seneste skæve årsregnskab for 21/22 med et underskud på 5,8 mio. kr., skriver Børsen. Det er en forbedring på 4 mio. kr. fra 20/21, hvor underskuddet lød på knap 9,5 mio. kr., og det laveste underskud i selskabets levetid.
Bruttofortjenesten er for første gang lige akkurat positiv med knap 300.000 kr. mod et minus på 1,3 mio. kr. året forinden, viser regnskabet.
Winefamly sælger vin online i abonnement og blev stiftet i 2016 af bl.a. iværksætteren Morten Strunge, der også står bag podcastplatformen Podimo. Siden 2018 har Bestsellers topchef og ejer, Anders Holch Povlsen, ejet ca. en fjerdedel af firmaet, som Morten Strunge trak sig fra sidste år.
Årsresultatet sender egenkapitalen i minus med godt 1,5 mio. kr. Ledelsen forventer dog, den vil blive genoprettet med hjælp fra ”fremtidig vækst” og ny kapital fra ejerkredsen i moderselskabet Kyvee, der er ejet af Thomas Pedersen, Peter Gottlieb Pedersen og Anders Holch Povlsen, fremgår det af ledelsesberetningen.
”Moderselskabet Kyvee A/S har ved årsskiftet 2022/23 igangsat en finansieringsrunde ved de eksisterende ejere,som skal sikre koncernen yderligere soliditet og likviditet til den fortsatte vækst. Kyvee A/S støtter WineFamly ApSmed yderligere likviditet såfremt der er behov herfor,” lyder det.