Just Eat-investor vil have bestyrelsen fyret på årsmøde

Takeaway-tjenesten Just Eat bør smide selskabets bestyrelse inklusiv økonomichefen på porten.
Det mener Just Eats største uafhængige investor, aktivistinvestoren Cat Rock Capital, som følge af, at selskabets markedsværdi er faldet.
Ifølge The Guardian skriver investoren i et åbent brev, at Just Eat har ”torpederet selskabets aktiekurs ved at give vildledende udsigter,” forud for selskabets 7,3 mia. dollar dyre overtagelse af konkurrenten Grubhub tilbage i 2020.
I sidste uge meddelte selskabet, at denne handel var en fejl, og at man nu leder efter en ”strategisk partner” eller en køber af Grubhub.
I starten af 2021 lå Just Eats markedsværdi på 17,4 mia. euro. Mandag var denne faldet til 5,5 mia. euro.
Cat Rock Capital ejer 6,9 pct. af selskabet med 14,8 mio. aktier. I brevet meddelte investoren mandag, at man har i sinde at stemme imod en række aktionærbeslutninger på årsmødet, der finder sted i Amsterdam den 4. maj.
Afstemningen omfatter blandt andet en mod bestyrelsen samt genvalget af selskabets økonomidirektør Brent Wissink.
Andre aktionærer har meddelt, at de ligesom Cat Rock Capital vil stemme imod bestyrelsen og økonomidirektøren.
Denne artikel er leveret af DetailWatchs søstermedie FødevareWatch.