Stigende onlinehandel truer butikslivet i bymidterne – men kan også være redningen

TEMA: Handelsliv eller butiksdød? Stigende e-handel er en hovedårsag til butiksdød i bymidterne, viser undersøgelse DetailWatch har foretaget blandt kommunerne. Men onlinehandel kan også være en gylden mulighed for butikkerne, viser tiltag fra Ringkøbing.
Flemming Merrild, indehaver af Kop og Kande i Ringkøbing, har oplevet stor succes med onlinesalg. | Foto: PR
Flemming Merrild, indehaver af Kop og Kande i Ringkøbing, har oplevet stor succes med onlinesalg. | Foto: PR
AF JENS BETAK NIELSEN, RESEARCH JENS RUSKOV

Mellem 50.000 og 100.000 kr.

Det er ifølge indehaver Flemming Merrild, hvad Merrild Kop og Kande i Ringkøbing i grove træk formår at omsætte for under en halv times liveshopping på Facebook.

”Så det er bestemt ikke småting,” som Flemming Merrild siger til DetailWatch.

Liveshopping var noget, der i Ringkøbing blev født under coronapandemien, hvor handelsforeningen for alvor tog fat på Facebooks potentiale som en platform til øget e-handel.

”Vi har været priviligeret med, at vi har haft en citychef, der har været meget fremme i skoene, både indadtil i forhold til vores behov, men også udadtil for at finde frem til de muligheder, der nu er.”

”En af ingredienserne har været liveshopping, hvor vores citychef drøner rundt i sin bil og besøger 3-4 butikker, og så har han en professionel fotograf med, som filmer live. Så er det min opgave at finde de rigtige produkter, og så kommer handelsforeningen med kunderne, som sidder derhjemme og ser med live,” siger Flemming Merrild.

Livesendingen bliver sendt på handelsforeningens Facebookside, som følges af over 9000 personer, der kan reservere de produkter, som bliver præsenteret i videoen.

På nuværende tidspunkt er det handelsforeningen i byen, som står for liveshoppingen for Merrild Kop og Kande og mange andre butikker i byen, som gerne vil i gang med onlinesalget.

På handelsforeningens Facebookside finder man opslag efter opslag fra de lokale butikker i byen, som med deres opslag når ud til handelsforeningens følgere. Et eksempel er den lokale smykkebutik, som reklamerer med en liveudsendelse i anledningen af butikkens ti års jubilæum, hvor man kan købe til ”fødselsdagspriser”.

Ifølge den nytiltrådte købstadschef for Ringkøbing Handelsforening var det en strategi, som blev født under coronapandemien, der tvang butikkerne og foreningen til at tænke alternativt og lave en ny strategi.

”Der undersøgte man grundigt, hvad man kunne gøre online, og der har vi haft rigtig stor succes med at lave onlineshopping. Folk, som sad i lockdown, kunne følge med og købe hos de lokale butikker. Det var jo nemt at nemt sidde derhjemme under lockdown og shoppe løs online, og der kunne salget både ryge det ene og det andet sted hen, så det var vigtigt at sætte fokus på at støtte op om den lokale handel,” siger Jesper Maagaard.

Jesper Maagaard havde første arbejdsdag som købstadschef i Ringkøbing Handelsforening 21. marts, men tiltrådte officielt 1. april.
Jesper Maagaard havde første arbejdsdag som købstadschef i Ringkøbing Handelsforening 21. marts, men tiltrådte officielt 1. april.

En trussel eller en mulighed

I sidste uge kunne DetailWatch fortælle, at mange kommuner kæmper med at holde liv i bymidterne - i en undersøgelse blandt landets kommuner svarede 80 pct. af at de enten i høj eller i mindre grad oplever butiksdød i bymidterne. I samme rundspørge svarer 80 pct., at stigende e-handel er en af de væsentligste årsager til den butiksdød. og knap hver femte svarer, at den udvikling er forstærket under corona. Samtidig peger 43 pct. dog også på, at online handel er en af de løsninger, der kan være med til at bremse butiksdød.

I Ringkøbing Handelsforening ser man da heller ikke online handlen som en trussel, men mere som en mulighed for de lokale butikker til at skabe vækst, og så længe de lokale butikker kan få en bid af kagen af den stigende e-handel, er udviklingen ikke et problem.

”Det er helt klart en mulighed, og det er, fordi jeg har ja-hatten på. Selvfølgelig er det en konkurrence, man ikke havde for 20 år siden, og det er klart, at lavede man en SWOT-analyse, så er onlinehandel nok en trussel, men det er også en mulighed, fordi det er et medie, man selv kan gå i gang med – afhængig af, hvad der passer til ens ressourcer og formåen,” siger købstadschef Jesper Maagaard.

I Ringkøbing er der langt mellem de tomme butikker. Ifølge handelsforeningen er der i midtbyen 55 detailbutikker, mens der i hele Ringkøbing er 75, og lige nu er der to tomme lejemål i hele byen.

Jesper Maagaard havde første arbejdsdag som købstadschef i Ringkøbing Handelsforening 21. marts og tiltrådte officielt 1. april, så han har ikke været med på rejsen på den strategi, som handelsforeningen gik i gang med under pandemien.

Men den nye købstadschef er ikke i tvivl om, at arbejdet med fokus på e-handel, som blev sat i gang under forgængeren, har været med til at skabe resultater for butikkerne i byen.

”Det har i høj grad skabt øget onlinesalg for vores butikker, fordi det havde de nærmest ikke noget af tidligere. Der er selvfølgelig forskel på, om man er en kædebutik eller selvejet, men der er ingen tvivl om, at butikkerne har solgt mere, end de ellers ville have gjort,” siger Jesper Maagaard.

Heller ikke hos brancheorganisationen Dansk Detail ser man negativt på de danske forbrugeres stigende trang til at handle online, og det er ikke blot et spørgsmål om at øge salget i de lokale butikker, men det kan også være med til at skabe et kendskab og fællesskab til de lokale butikker.

”Det at skabe et community gennem liveshopping gør, at folk begynder at lære butikkerne at kende og siger; ’hvor er det godt, at vi har de lokale butikker.’ Folk vil gerne ned i bymidterne, men vi har nok været for dårlige til at gøre opmærksomme på, at vi var der, men det kan godt lade sig gøre at vinde trafikken tilbage. Nethandlen har bare fået dem til at forstå, at de skal sadle om og blive dygtigere til at stå sammen, til at markedsføre sig osv.,” siger Nikolai Klausen, direktør i Dansk Detail.

Pandemiens perspetiver

Ringkøbing er ikke det eneste sted, hvor coronavirussen tvang detailhandlen til at tænke anderledes. Under pandemien overvågede konsulentfirmaet Urland otte danske handelsbyer for at afdække, hvordan butikkerne klarede sig gennem krisen.

Her lyder konklusionen, at særligt i løbet af det første år af coronakrisen lavede handelsbyerne stribevis af nytænkende initiativer, og der skete et stort skred i forhold til de butiksdrivendes syn på e-handel.

”Den pludselige corona-krise har vist sig langvarig og tvunget de butiksdrivende til at tage stilling til en stigende e-handel. Både som en udvidelse af det handelsmarked, man er en del af, men også en stillingtagen til udvidelse af sin egen butik og koncept. Forbrugernes forhold til e-handel har ændret sig drastisk i løbet af krisen, og ifølge meldingen fra handelscheferne er det et tog, man skal hoppe på, før det er for sent, og det er allerede begyndt at køre,” skriver Urland i undersøgelsen.

E-handlen for de lokale butikker kan enten ske gennem de sociale medier med liveshopping, eller det kan være gennem en decideret webshop på butikkens hjemmeside, hvor forbrugerne kan klikke sig til køb af butikkens varer.

Flemming Merrild, som ejer Merrild Kop og Kande, har været begunstiget af at være en del af isenkræmmerkæden Kop og Kande, som har en veletableret webshop, og derudover har Merrild Kop og Kande også sin egen webshop til butikken i Ringkøbing.

Det er dog langt fra alle butikker, som enten har størrelsen eller ressourcerne til at gøre dette, og det var blandt andet derfor, at Ringkøbing Handelsforening gav sig i kast med at faciltiere liveshopping gennem sin Facebookside. Butikkerne i byen skal dog ikke bruge det som en sovepude – de skal også selv i gang, hvis de kan.

”Strategien er nu at fortsætte og hjælpe dem, der har behov for det, men også forsøge at få butikker i gang med det selv. Det er jo ikke meningen, at handelsforeningen skal rende rundt og lave salg for butikkerne hele tiden. Vi har hjulpet dem, ligesom vi har hjulpet dem med andre ting, men det skal være hjælp til selvhjælp, så de skal også selv favne det og komme i gang,” siger købstadschef Jesper Maagaard.

Hos Merrild Kop og Kande har Flemming Merrild taget de første skridt til selv at stå for liveshoppingen i fremtiden.

”Potentialet i det her er så stort, så her i butikken er det planen, at vi selv skal i gang med at stå for liveshopping på vores facebookside. Varerne har jeg. Der, hvor jeg famler lidt, er, om vi på butikkens facebookside kan skaffe kunder nok. Så det skal nok lige løbes i gang, men ting kan hurtigt spredes på de sociale medier,” siger Flemming Merrild, der generelt er optimistisk for fremtiden for de fysiske butikker.

”Men det kræver, at butikkerne kan samarbejde og bruge de muligheder, der viser sig op gennem tiderne. Lige nu er det liveshopping, og der vil givetvis komme rigtig mange andre muligheder. Er vi ikke fremme i skoene, så dør vi, men sådan har det altid været. For 30 år siden var der ikke noget, der hed internetbutikker, men der kunne en fysisk butik heller ikke overleve, hvis den ikke var en smule aktiv,” siger Flemming Merrild.

Merrild Kop og Kandes seneste regnskab er fra 2020, hvor butikken omsatte for over 1,1 mio. kr. og havde et overskud på godt 300.000 kr.

Dansk Detail kritiserer kommuner for at vægte granittorv og gadelygter over handelsliv

Bymidter under pres: 80 pct. oplever butiksdød blandt landets kommuner

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også