Ny Coop-ejer: "Vi ser masser af muligheder for at vende udviklingen"

Milliardindskud, nedlæggelse af en for dyr kædesatsning og øget beslutningskraft skal gøre Coop rentabel igen, siger topchef i OK, der nu overtager taktstokken i dagligvareselskabet.
Michael Løve har siden 2022 været topchef i det andelsejede energiselskab OK, som Coop også er andelshaver i. Ny aftale binder de to selskaber tæt sammen. | Foto: Pr Ok/ole Hartmann Schmidt
Michael Løve har siden 2022 været topchef i det andelsejede energiselskab OK, som Coop også er andelshaver i. Ny aftale binder de to selskaber tæt sammen. | Foto: Pr Ok/ole Hartmann Schmidt

Efter et halvt års forhandlinger står det klart, at landets næststørste dagligvarekoncern Coop Amba afgiver halvdelen af ejerskabet sammen med størstedelen af bestemmelsesretten i Coop Danmark.

Dermed opgiver andelsselskabet de facto selv at få vendt udviklingen i Coops kæder, Superbrugsen, Kvickly, Brugsen og 365discount og lægger opgaven i hænderne på den nye partner, energiselskabet OK.

OK overtager 50 pct. af ejerskabet i Coop Danmark, men samtidig to tredjedele af stemmerne i driftsselskabet og får dermed bestemmende indflydelse. Til gengæld skyder OK ca. 1,2 mia. kr. ind i Coop Danmark, mens moderselskabet Coop Amba kommer med ca. 0,8 mia. kr. 

Samtidig droppes planerne om en ny supermarkedskæde, Coop, og topchef i Coop Danmark har meldt sin afgang. 

Ifølge Michael Løve, der er adm. direktør for OK, er der flere grunde til, at selskabet nu poster over en mia. i det kriseramte dagligvareselskab og fremover svinger taktstokken. 

Hvad skal OK på dagligvaremarkedet?

”Der er ingen tvivl om, at Coop er i en meget alvorlig økonomisk situation. Vi har set resultatet sidste år, og Coop har meddelt, at det bliver på samme niveau i år,” siger Michael Løve til DetailWatch.

”Vi har en ret stærk afhængighed af Coop, fordi vi har 500 anlæg, ladestandere og vaskehaller, der ligger i sammenhæng med Coops butikker. Det er der gode synergier i, som man også ser i konstellationen mellem Rema 1000 og UnoX,” siger Michael Løve med henvisning til den norske Reitan-koncern, der både står bag Rema 1000 og energiselskabet UnoX.

Hård konkurrence kræver hurtig beslutningsgang

Da OK for nu flere måneder siden satte sig ved bordet til de indledende snakke med Coop, var det altså for at beskytte egen forretning, men tilgangen ændrede sig undervejs, forklarer topchefen.

”Da vi tog hul på dialogen, var det fordi, vi var bekymrede for vores afsætningskanal. Men i takt med at vi har arbejdet os ind i det, og vi har gennemført en meget omfattende due diligence, synes vi også, at vi kan se masser af muligheder for at være med til at vende udviklingen i Coop. Så det er en investering i vores afsætningskanal, men det er selvfølgelig også ambitionen, at Coop skal gøres lønsom igen,” siger Michael Løve, der dog ikke vil komme med bud på hvornår. 

Hvordan vil I få lønsomheden tilbage?

”Først og fremmest gør 2 mia. kr. en forskel. Der er også lavet en ny bankaftale, der giver ro omkring Coop. Det er nok det vigtigste element. Samtidig får vi skabt en enklere beslutningsgang, hvor vi sætter en ny bestyrelse, der har ledelsesretten i Coop,” siger Michael Løve.

Med aftalen følger en ny holdopstilling i Coop Danmarks bestyrelse, hvor OK vil have fire pladser. Jeff Gravenhorst fortsætter som formand og er indsat som midlertidig topchef, mens Michael Løve bliver næstformand. Derudover indtræder finansdirektør i OK og tidligere digital direktør i Salling Group, Thor Jørgensen, i bestyrelsen sammen med yderligere to nye medlemmer, OK ikke har udpeget endnu. Coop Amba vil være repræsenteret med to medlemmer. 

”Det at træffe store beslutninger i store virksomheder skal kunne gøres relativt enkelt og ultimativt i bestyrelsen. Sådan er det ikke i dag i Coop. Men skal man konkurrere i et dagligvaremarked i Danmark, hvor konkurrencen er intens, er det vigtigt at kunne træffe hurtige beslutninger, så man kan have meget mere fokus på eksekveringen end på at få taget beslutningen,” siger Michael Løve.

Ikke penge til ny kæde

Hvilke ændringer der venter i Coop Danmark, hvis aftalen godkendes, vil Michal Løve ikke konkretisere endnu.

”Det har vi gjort også nogle tanker om, men det gemmer vi, til aftalen er godkendt. Men vi kommer til at have fuld fokus på de fire kædebrands, Kvickly, Superbrugsen, Brugsen og Coop365 og investere i dem,” siger Michael Løve. 

Aftalen mellem OK og Coop betyder, at der bliver skåret et ben af den strategi, Fremtidens Coop, som Coop præsenterede sidste år. Den nye supermarkedskæde Coop, der skulle erstatte Superbrugsen og Kvickly, bliver lagt i graven.

Hvorfor har I droppet Coop-kæden?

”Det korte svar er, at der ikke penge til det, og så giver det ikke mening at rulle ud. Det andet er, at danskerne kender de andre brands godt og har en positiv association til dem, som vi kan bygge videre på,” siger Michael Løve, der uddyber, at der i den nye aftale også er givet håndslag på, at der skal pustes nyt liv i samarbejdet med andelsforeningen Coop. 

Nedarvede værdier som ansvarlighed og lokal forankring skal mere i spil, lyder det. 

Venter penge ”rækker længe”

Sidste år indgik Coop en ny bankaftale for få finansiering til at udrulle den nye strategi, ”Fremtidens Coop”, der løber frem mod 2027. 

Samtidig frasolgte Coop en række bygninger, der skulle sikre finansieringen af strategien. Alligevel er pengekassen altså nu så slunken, at der er brug for at skyde 2 mia. kr. ind i Coop Danmark for at sikre fremtiden.

Hvor længe rækker pengene nu?

”Jeg tror, de rækker længe. Først og fremmest er bankaftalen, der er indgået, uopsigelig i tre år, så der er ro om den del. Vi har også betinget os, at vi har mulighed for at skyde penge ind på nogle vilkår, der er aftalt. Det kan også gøre, at der er mulighed for at investere i alle butikker hurtigere, så på den måde tror jeg, der er skabt ro om Coops økonomi i en årrække.”

Hvad har OK’s bestyrelse sagt til aftalen, har den været svær at få igennem?

”Der har været mange diskussioner, og vi er blevet udfordret af bestyrelsen, som en god bestyrelse skal, men da de skulle træffe beslutningen til sidst, er jeg glad for at sige, at det var en enstemmig bestyrelse, der stod bag den.”

Baggrund i dagligvarer

Aftalen betyder også et indirekte ”comeback” i dagligvarebranchen til Michael Løve, der siden 2022 har været adm. direktør for OK, men har en lang karriere bag sig i dagligvaresektoren senest som kædedirektør i Netto. 

Du har selv en baggrund fra dagligvarebranchen som tidligere kædedirektør for Netto. Hvad har det betydet for, at aftalen er kommet i stand?

”Der er ikke nogen tvivl om, at min baggrund og min CFO’s (Thor Jørgensen, red.) baggrund i dagligvarer gør, at vi nok har været i stand til at forholde os til mulighederne, der er i Coop. Men beslutningen kunne lige så godt være truffet af andre, fordi det giver mening at beskytte vores afsætningskanaler. Det er vigtigt for mig at understrege.”

Hvem tog initiativet til aftalen?

”Initiativet kom fra Coop, der henvendte sig til os, og så startede dialogen der.” 

Den historiske aftale skal godkendes dels af Coops landsråd d. 19 april og af konkurrencemyndighederne, som allerede den 18. marts modtog et udkast til anmeldelse af handlen. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også