Aldis tidligere it-chef finder nyt job i ny branche

Efter at have brugt hele sin professionelle tilværelse i detailbranchen har Peter Jersbøl nu kastet sig ud i et nyt farvand.
Aldi lukkede ned for de sidste butikker i november i fjor. | Foto: Hella Andersen
Aldi lukkede ned for de sidste butikker i november i fjor. | Foto: Hella Andersen

Den tidligere it-chef i Aldi har skiftet dagligvarer ud med telefoni og internet, efter den tyske dagligvarekæde lukkede ned i slutningen af 2023.

I starten af måneden tiltrådte Peter Jersbøl i en stilling som forretningsansvarlig i TDC Erhverv, hvor han har fået til opgave at bygge en ny forretningsenhed op.

Det meddeler hovedpersonen selv i et opslag på Linkedin.

”Jeg ser frem til at lede dette nye initiativ og til at arbejde på tværs af alle afdelinger i TDC Erhverv, hvor jeg kan trække på min mangeårige erfaring inden for detailhandel og ledelse til at tackle de nye udfordringer og muligheder, som min rolle bringer med sig,” skriver han.

Han kalder også afskeden med Aldi for ”velmodig” og tilføjer, at han er ”taknemmelig” for den tid, han tilbragte i Aldi, hvor han samlet set var i fire år.

Inden da aftjente han i over 17 år i Salling Group. Her var han først en del af Netto-kæden i 13 år i forskellige stillinger, før han rykkede en tak op i systemet og blev afdelingschef i Salling Group med ansvar for it-drift og support fra sommeren 2015 og frem til slutningen af 2019.

Samlet set har Peter Jersbøl over 25 års erfaring fra detailbranchen, hvor han også har været i Elgiganten.

Aldi meddelte i december 2022, at den tyske discountkæde ville trække sig ud af det danske marked efter årevis med trecifrede millionunderskud på bundlinjen. Tilbagetrækningen varede godt et års tid frem.

Det skete i forbindelse med en handel, hvor Rema 1000 overtog størstedelen af Aldis danske butikker. De øvrige Aldi-butikker er sidenhen blevet fordelt til konkurrenterne Coop, Salling Group, Lidl og Dagrofa.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også