Sløjt nordamerikansk marked får Hellofresh til at nedjustere

Lavere omsætning og højere omkostninger tynger måltidskasseselskabets nordamerikanske forretning.
Foto: Pr / Hellofresh
Foto: Pr / Hellofresh
AF MARKETWIRE

En svagere end ventet udvikling på særligt det nordamerikanske marked i fjerde kvartal hidtil har onsdag fået det tyske måltidskasseselskab Hellofresh til at nedjustere forventningerne.

Selskabet sigter nu efter en salgsvækst på 2-5 pct. i faste valutakurser mod tidligere ventet 2-8 pct.

Samtidig er prognosen for det justerede driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) blevet skruet ned til 430-470 mio. euro fra tidligere ventet 470-540 mio. euro.

Konsensus blandt analytikerne var ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News en salgsvækst på 3,99 pct. og et justeret driftsresultat (EBITDA) på 478,3 mio. euro inden onsdagens meddelelse.

Dermed skuffer prognosen nu også i forhold til konsensus.

Baggrunden for nedjusteringen er, at Hellofresh i den første del af fjerde kvartal har oplevet en noget lavere omsætning samt højere omkostninger end ventet på det nordamerikanske marked.

Samtidig har der været forsinkelser i opbygningen af kapacitet på selskabets faciliteter i staten Arizona, mens Hellofreshes produktionslokation i Illinois har været ramt af kapacitetsbegrænsninger grundet vedligeholdelsesarbejde, der har taget længere tid end planlagt.

Udfordringerne ses dog som klart midlertidige, og Hellofresh venter ingen synderlig påvirkning fra dem på prognosen for 2024, oplyser selskabet.

Hellofreshes amerikanske sidenotering falder onsdag med 6,9 pct. til 20,49 dollar, hvilket med aktuelle valutakurser svarer til 18,89 euro.

Den tyske hovednotering sluttede ellers onsdag 1,3 pct. højere i 20,51 euro.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også