Salling Group giver fri med løn til frivillige i Forsvar og Beredskab

Ansatte i i alt fem virksomheder får fem årlige fridage med løn til at gøre tjeneste i Forsvaret eller Beredskabet.
Frivilliges arbejde i Forsvaret og Beredskabet er ekstra vigtigt i en tid med uro i verden, siger topchef i Salling Group, Anders Hagh. | Foto: Emilie Toldam Futtrup
Frivilliges arbejde i Forsvaret og Beredskabet er ekstra vigtigt i en tid med uro i verden, siger topchef i Salling Group, Anders Hagh. | Foto: Emilie Toldam Futtrup
AF RITZAU

Tusindvis af frivillige i Forsvaret og Beredskabet får med en ny aftale lidt bedre vilkår for at yde en indsats i samfundets tjeneste.

Fem dage om året kan de ansatte i Danfoss, Danske Bank, DSB, Netcompany og Salling Group gøre tjeneste som frivillige, samtidig med at de får løn fra deres arbejdsplads.

For koncernchef i Danfoss Kim Fausing handler det om, at ”tage medansvar og støtte Forsvaret i en tid med øget geopolitisk usikkerhed”.

Også topchef i dagligvarekoncernen Salling Group med kæderne Bilka, Netto, Føtex og Salling bakker op og mener, det er et vigtigt arbejde, de frivillige udfører.

”I en tid med epidemier, ekstremt vejr og uro i verden er jeg glad for, at vi kan bidrage til, at de med betalte fridage kan trække i uniformen, når der bliver kaldt på dem,” sige Anders Hagh, adm. direktør for Salling Group, der i alt beskæftiger omkring 60.000 ansatte i Danmark, Tyskland og Polen.

Aftalen indgås mellem de fem virksomheder og InterForce. Det er en organisation tilknyttet Forsvarskommandoen, som arbejder på at skabe tættere relationer mellem Forsvaret og civilsamfundet.

Over de næste tre måneder vil aftalen blive implementeret hos de fem virksomheder.

Håber flere følger efter

Håbet og forventningen hos InterForce er ifølge pressemeddelelsen, at aftalen i 2024 kan udbredes til at omfatte flere private og offentlige arbejdspladser.

Knap 47.000 danskere er tilknyttet Forsvaret og Beredskabet som frivillige eller reservister.

Der er i alt cirka 43.000 frivillige i Hjemmeværnet, og Forsvaret har rådighedskontrakter med cirka 3000 reservister.

Det er personer, der ikke er fastansat i Forsvaret, men står til rådighed for militær tjeneste.

Derudover er der cirka 450 frivillige i Beredskabsstyrelsen og cirka 200 frivillige i Kystredningstjenesten.

27. september 2023 holdt Danmark for første gang ”uniform-på-jobbet-dag”.

Her kunne frivillige i Forsvaret og Beredskabet med arbejdsgiveres velsignelse iføre sig uniform på jobbet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også