Nemlig.com satsede "modigt," men prisen blev for høj i presset marked

Discountmarkedets hårde tag i de prisbevidste danske forbrugere og en vanskelig tid på tværs af hele detailbranchen er ifølge kendere væsentlige årsager til Nemlig.coms drastiske beslutning. 
”Vi er kommet til den konklusion, at det vil tage væsentlig længere tid at opnå en volumen, der kan retfærdiggøre omkostningerne ved at drive vores nye varehus i Aarhus," siger Stefan Plenge, adm. direktør i Nemlig.com. | Foto: Martin Lehmann
”Vi er kommet til den konklusion, at det vil tage væsentlig længere tid at opnå en volumen, der kan retfærdiggøre omkostningerne ved at drive vores nye varehus i Aarhus," siger Stefan Plenge, adm. direktør i Nemlig.com. | Foto: Martin Lehmann

Onlinemarkedet for dagligvarer fortsætter med at være dybt presset i Danmark, og det må endnu en af de store aktører nu tage konsekvensen af.

Nemlig.com – landets største onlinesupermarked – præsenterede stolt det nye lager ved Aarhus i oktober 2022. Et lager, der for alvor skulle rykke virksomheden op i skala og sikre hurtigere og bedre levering til nye kunder i Jylland og på Fyn.

Nu har adm. direktør Stefan Plenge og resten af ledelsen så måttet sande, at Nemlig.coms satsning i den vestlige del af landet ikke har båret frugt, og salget har svigtet. Derfor lukker onlinesupermarkedet nu det nybyggede lager, der er ejet af Anders Holch Povlsens Heartland-koncern og har kostet 515 mio. kr.

Lukningen af det jyske lager er endnu et gok i nødden til et online dagligvaremarked, der siden genåbningen af samfundets aktiviteter post-corona har været i modvind med mærkbare konsekvenser. I løbet af i år har det fået Coop til at sakse onlinesupermarkedet Coop Mad og Salling Group til at lukke Føtex Hjemmelevering.

Dertil kommer mindre aktører som onlinesupermarkedet Gorillas, der i februar ligeledes kastede håndklædet i ringen i Danmark.

”Det er et udtryk for, at onlinemarkedet er presset, og at dagligvarer generelt er en rigtig svær størrelse at tjene penge på. Det har vi set med alle de lukninger, der har været i de fysiske kæder (afviklingen af bl.a. Aldi og Irma, red.), men også blandt onlineaktører, der også er ekstra presset på grund af højere omkostningsstruktur,” siger Dorte Wimmer, direktør og forbrugeranalytiker for konsulenthuset Retail Institute.

Færre på markedet

Lukningerne af konkurrenternes onlineforretninger har også ramt Nemlig.com, mener Dorte Wimmer, eftersom Nemlig.com er blevet efterladt stort set alene på onlinemarkedet for dagligvarer og selv har skullet løfte opgaven med at dreje forbrugeradfærden fra butikker til onlineindkøb.

”Spørgsmålet er, om danskerne vil handle online og betale den premium-pris, der er ved at handle online. Det er den forretningsmodel, som Salling Group og Coop også har kigget på og tog konsekvensen af tidligere i år. Nemlig.com tog en modig satsning i forhold til at bygge et nyt lager. Det, kan man nu se, har slået fejl,” siger Dorte Wimmer.

Nemlig.com-direktør Stefan Plenge udtalte torsdag, at årsagen til lukningen var, at salget i Jylland ikke har udviklet sig så hurtigt som forventet.

Svært marked både on- og offline

Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, er ikke overrasket over Nemlig.coms beslutning, der ifølge ham skriver sig ind i en større tendens.

”Alle virksomheder, der lever af at sælge til forbrugerne, er under pres i øjeblikket, fordi forbrugernes penge ikke er de samme, som de har været. Det er stadig en verden, hvor vi ikke kan være sikker på, hvordan tingene udvikler sig. Det påvirker også forbrugernes adfærdsmønster,” siger han.

”Det er ikke kun et onlinefænomen, men et fænomen alle steder, hvor kunderne skal have pengene op af lommerne.”

Niels Ralund mener – trods det igangværende udskilningsløb, der især har ramt markedet i 2023 – stadig, at der er et marked for at handle dagligvarer online. Men online kommer ikke til at tage 15-20 pct. af markedet, fastslår han.

”Der vil være rigtig mange børnefamilier, der ville være kede af det, hvis den her mulighed ikke var her længere. Jeg tror fuldt og fast på konceptet, men der har bare været en længere indfasningstid end forventet i forhold til at gøre det rentabelt. Derfor synes jeg, det er fornuftigt af Nemlig.com at bide skammen i sig og gøre det rigtige forretningsmæssigt,” siger han.

Nemlig.coms lager i Aarslev ved Aarhus, som har kostet Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen 515 mio. kr. at opføre, blev indviet sidste efterår. Nu lukker onlinesupermarkedet aktiviteterne ned, mens Anders Holch Povlsen skal have fundet en ny lejer til bygningen. | Foto: Nemlig.com/pr
Nemlig.coms lager i Aarslev ved Aarhus, som har kostet Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen 515 mio. kr. at opføre, blev indviet sidste efterår. Nu lukker onlinesupermarkedet aktiviteterne ned, mens Anders Holch Povlsen skal have fundet en ny lejer til bygningen. | Foto: Nemlig.com/pr

Svinder investeringslysten?

Dorte Wimmer hæfter sig især ved, at Nemlig.com siden stiftelsen i 2010 endnu har til gode at levere sorte tal på bundlinjen og i alt har tabt knap 550 mio. kr., senest rekordhøje 156 mio. kr. i 2021/22-regnskabet. Det sker, selvom selskabet frem til i fjor har taget store skridt frem omsætningsmæssigt hvert år.

”På den måde er Nemlig.com en interessant virksomhed, og spørgsmålet er, hvor lang tid man kan blive ved med at investere,” siger Dorte Wimmer om virksomheden, der er understøttet økonomisk af Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, der er en af Europas rigeste og ejer omkring 70 pct. af onlinesupermarkedet.

Dorte Wimmer påpeger, at danskernes prisbevidsthed og søgen mod discount og det faktum, at der er knap 3.000 dagligvarebutikker i Danmark. Det gør det ifølge hende sværere for Nemlig.com at få fat i nye kunder og fastholde dem.

Ifølge E-handelsanalysen fra Dansk Erhverv udgjorde køb af dagligvarer og mad og drikke 6 pct. af onlinehandlen i første halvår, hvilket var det samme som i samme periode året før. Næstefter biler er dagligvarer samtidig den varekategori, som færrest kan forestille sig at købe på nettet ifølge analysen.

Koster over 200 ansatte jobbet

Både Dorte Wimmer og Niels Ralund påpeger, at det er nemmere at penetrere et storbyområde, og at Københavns større opland og de københavnske forbrugeres større bekvemmelighed meget naturligt gør det nemmere for Nemlig.com at vokse i hovedstaden.

”Men det her skridt fra Nemlig.com viser måske også bare, at puljen, hvorfra man kan tage kunder, ikke er så stor indenfor onlinehandel,” siger Dorte Wimmer.

Lukningen af lageret i Aarslev ved Aarhus koster ifølge Nemlig.com 218 ansatte jobbet. Størstedelen vil blive tilbudt arbejde i varehuset i Brøndby – i den anden del af landet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår