Mere end hver anden detailvirksomhed venter prisfald på fødevarer

Faldende omkostninger får tre af fem detailhandlere til at forvente at sænke priserne på fødevarer henover de næste tre måneder, viser tal fra Danmarks Statistik.
58 pct. af detailvirksomhederne forventer at sænke priserne på fødevarer i løbet af de kommende tre måneder. Det er den højeste andel i de 12 år, Danmarks Statistik har foretaget målingen. | Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix.
58 pct. af detailvirksomhederne forventer at sænke priserne på fødevarer i løbet af de kommende tre måneder. Det er den højeste andel i de 12 år, Danmarks Statistik har foretaget målingen. | Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix.

Hvis det står til detailvirksomhederne, bliver det snart billigere at være forbruger. 

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at hele 58 procent af detailvirksomhederne forventer at sænke priserne på fødevarer i løbet af de kommende tre måneder.

Andelen er den højeste i de 12 år, Danmarks Statistik er udkommet med statistikken. 39 pct. forventer et uændret prisbillede, mens blot 3 pct. af virksomhederne forventer stigende fødevarepriser. 

Virksomhedernes forventninger om prisfald er ifølge Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, et tegn på inflationskrisens retræte. Han kalder ligeledes udviklingen for ”bemærkelsesværdig.”

”Der har simpelthen indfundet sig et tektonisk skifte i detailvirksomhedernes prisforventninger over de seneste måneder. Danskerne kan med rette sætte næsen op efter et fortsat fald i fødevarepriserne frem mod årsskiftet. Det vil unægteligt lune i mange danskeres husholdningsbudgetter efter en periode med meget voldsomme prisstigninger på fødevarer,” skriver Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en skriftlig kommentar. 

Han uddyber, at detailvirksomhederne igennem 2023 har oplevet et fald i såvel producent- og importpriserne. Dertil er leveringstiderne blevet normaliseret efter en periode med lange og usikre leveringstider på en lang række varer. 

Samlet set er de globale råvarepriser faldet omkring 25 pct. det seneste halvandet år.

Priskampen huserer

Dagligvarekæderne sender i øjeblikket det ene prisbudskab efter det andet i forbrugernes retning, og samtidig ser prisarmlægningen mellem dagligvarekæderne og fødevareproducenterne til at blive særlig hård i dette års forhandlinger. 

Det har adm. direktører fra i alt 20 store og mellemstore, danske fødevareproducenter fortalt til DetailWatchs søstermedie FødevareWatch

Enkelte oplever årsforhandlinger, der er ”lige så hårde, som de plejer at være,” men for størstedelen af fødevareproducenterne gælder det, at man oplever forhandlingerne som hårdere end normalt. 

Blandt andet beretter producenterne om en ”usmagelig og uforsonlig tone.” Gennem de seneste måneder har offentlige udmeldinger fra både Coop og Salling Group været direkte rettet mod fødevareproducenterne med budskaber om, at de skal sætte priserne ned. 

Salling Group har lanceret en kampagne med titlen ”priskrig” med henblik på at kræve prisfald fra flere leverandører i de kommende måneder, ligesom topchef i Coop, Kræn Østergaard Nielsen, har udtalt, at han ser frem til ”at vi får substantielle prisfald, fordi leverandørerne sætter priserne permanent ned.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også