Ejerne bag Lagkagehuset har skudt samlet 1,45 milliarder i den danske kæde
Det har været en dyr forretning for kapitalfondene Nordic Capital og L Catterton at overtage den danske bagerikæde Lagkagehuset.
Det skriver Børsen, der har foretaget en gennemgang af kapitaltilførsler til Danish Bake Holdning, der dækker Lagkagehusets samlede aktiviteter.
Siden ejerne i 2017 overtog den 32 år gamle danske bagerikæde, har de således samlet tilført 1,45 mia. kr., skriver avisen.
Dertil konverterede kapitalfondene i 2019 gæld for knap 711 mio. kr.
Seneste kapitalindsprøjtning - der lød på godt 200 mio. Kr. - kom i slutningen af 2022, hvor den blev indbetalt kontant. Den indsprøjtning er siden brugt på at etablere nye butikker og et centralbageri i London, der på sigt skal levere varer til 60 butikker.
Topchef i Lagkagehuset, Jason Cotta, siger til Børsen:
“Der er ingen planer om yderligere kapitaltilførsler. Forretningen har ikke brug for det, fordi vi ikke åbner lige så mange butikker som tidligere.”
Danish Bake Holding, ejerne bag Lagkagehuset, har fredag præsenteret regnskab for 2022. Af det fremgår det, at selskabet kommer ud af året med et underskud på 216 mio. kr. Dermed har der siden overtagelsen i 2017 været et samlet underskud på 758 mio. kr.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie FødevareWatch.)
Relaterede artikler
Ejerkreds hælder 200 millioner i Lagkagehuset
For abonnenter