Irmas rolle i dansk detailhandels historie skal foreviges på museer

Nationalmuseet og Københavns Museum beder borgerne i Danmark om hjælp til forevige Irmas historie.
Coop-koncernen besluttede i slutningen af januar, at Irmas butikker skal lukkes. | Foto: Finn Frandsen
Coop-koncernen besluttede i slutningen af januar, at Irmas butikker skal lukkes. | Foto: Finn Frandsen
RITZAU

Irmas rolle i dansk detailhandels historie skal foreviges. Det mener Nationalmuseet og Københavns Museum.

Derfor er Nationalmuseet og Københavns Museum gået sammen om at indsamle genstande fra Irma til museerne.

Det oplyser Nationalmuseet i en pressemeddelelse.

Og nu beder de borgerne i Danmark om hjælp til at indhente endnu flere genstande.

”Det er en af vores ældste forretninger. De var banebrydende på mange områder. Det er vigtigt at dokumentere, synes jeg,” siger Stefanie Høy Brink, som er museumsinspektør på Københavns Museum og initiativtager bag indsamlingen.

Det eneste krav til genstandene fra borgerne er, at der følger en personlig fortælling med, som kan fortælle en historie om genstandens rolle i vedkommendes liv.

”Hvis vi samlede ind fra 1600- eller 1700-tallet, ville mange genstande være specielle og unikke. Det her er genstande, der har stået i rigtig mange hjem, som nøjagtig den samme kaffedåse,” siger Mikkel Thelle, som er seniorforsker på Nationalmuseet.

Og fordi produkterne er masseproducerede, er det ifølge ham den helt særlige fortælling, som kan være med til at give en genstand liv.

Stefanie Høy Brink håber netop, at indsamlingen indbringer genstande, som fortæller en god historie.

Men selv om hun drømmer om en Irma-cykel og et Irma-kostume, vil hun også gerne dokumentere noget af den nyere Irma-historie.

Irma har været en fast del af hovedstadens dagligvarehandel siden 1886. Det er Danmarks ældste dagligvarekæde. Navnet Irma opstod i 1907.

Det blev besluttet af Coop-koncernen i slutningen af januar, at Irma-butikkerne lukkes. Den 4. marts lukkede den første butik.

Det var netop lukningen, som fik Stefanie Høy Brink på sporet af idéen.

”Det vakte en masse følelser og minder hos mig med produkter og ting, jeg har haft i min barndom og hos mine bedsteforældre, som jeg kan genkende og huske,” siger hun.

”Tanken om, at de pludselig ikke er her mere, synes jeg, er en lille smule mærkelig. Det kunne jeg se, var en følelse, som mange sad med.”

Hvis man ønsker at give en Irma-genstand til museerne skal man henvende sig til Stefanie Høy Brink, som er museumsinspektør på Københavns Museum.

Hun koordinerer museernes indsamling og kan kontaktes på mail: p95r@kk.dk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også