Coop og Bestseller-ejer bekræfter møder om overtagelse af Irma

Én af tre kandidater, Coop havde på listen til at overtage Irma, var Anders Holch Povlsen. Møderne var en del af Coops såkaldte Operation ABC.
De første Irma-butikker er lukket, efter det ikke lykkedes Coop at finde nogen til at overtage kæden. | Foto: Liselotte Sabroe
De første Irma-butikker er lukket, efter det ikke lykkedes Coop at finde nogen til at overtage kæden. | Foto: Liselotte Sabroe

Bestseller-milliardær og hovedaktionær i Nemlig.com Anders Holch Povlsen bekræfter over for DetailWatch, at han i efteråret mødtes med Kræn Østergaard Nielsen, adm. direktør i Coop, for at drøfte en mulig overtagelse af dagligvarekæden Irma.

Mandag morgen skrev Berlingske, at Anders Holch Povlsen ifølge avisens egne oplysninger var én af tre mulige kandidater til at drive Irma-kæden videre, som Coop-chefen rakte ud til. De to andre mulige kandidater var Dagrofa og Rema 1000.

Jens Juul Nielsen, informationschef i Coop, bekræfter oplysningerne til DetailWatch, men fortæller videre, at møderne ikke bar frugt.

”Vi fik ret hurtigt tilkendegivelser om, at der ikke var nogen, der så muligheder i at drive det videre, så det stoppede dér,” siger Jens Juul Nielsen til DetailWatch.

Hverken Rema 1000 eller Dagrofa vil kommentere, hvorvidt de har holdt møder med Coop om en mulig overtagelse af Irma.

Tre scenarier

Møderne var en del af Coops såkaldte Operation ABC, der dækkede over tre forskellige scenarier for Irma-kædens fremtid. ”A” stod for den tidligere Irma-direktør Alfred Josefsen, der skulle undersøge, om Irma kunne køre videre som selvstændig kæde. ”B” stod for en løsning, hvor andre i branchen overtog, mens ”C” stod for Coop, hvor Irma skulle lukkes som kæde, mens den nye Coop-kæde overtager en række Irma-varer og -butikker.

Operationen endte som bekendt med den sidste løsning, og de første Irma-butikker har drejet nøglen om for sidste gang. Søndag 5. marts lukkede seks butikker, mens de resterende lukker, i takt med at de løber tør for varer.

Lukningen af Irma sker som led i strategien ”Fremtidens Coop”, der skal forenkle dagligvarekoncernens kædestruktur. Otte brands bliver til tre; supermarkedet Coop, nærbutikskæden Brugsen og discountkæden 365discount. Ud over Irma forsvinder Superbrugsen og Kvickly som kædebrands og fusioneres i den nye kæde Coop, hvor udvalgte Irma-varer også skal sælges fremover.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også