Overvismand: Finansieret hjælp puster ikke til inflationen

Finansministeren varsler ny inflationshjælp inden præsentation af regeringens bud på næste års finanslov.
Overvismand i De Økonomiske Råd, Carl-Johan Dalgaard, understreger, at ny inflationshjælp helst skal finansieres. (Arkivfoto). | Foto: Stine Bidstrup/ERH
Overvismand i De Økonomiske Råd, Carl-Johan Dalgaard, understreger, at ny inflationshjælp helst skal finansieres. (Arkivfoto). | Foto: Stine Bidstrup/ERH
AF RITZAU

Så længe inflationshjælpen er finansieret indenfor budgetterne, så er det ikke forventningen, at det vil puste yderligere til inflationen.

Det siger Carl-Johan Dalgaard, der er professor og overvismand i De Økonomiske Råd, efter at finansminister Nicolai Wammen (S) har varslet ny inflationshjælp.

”Vi har tidligere været ude og kippe med advarselsflaget for situationer, hvor man yder hjælpen ufinansieret, for der risikerer man at skubbe yderligere til inflationen,” siger han.

”Så længe de her tiltag er fuldt finansieret, så vil min forventning være, at det ikke har betydning for inflationen, og så er der ikke samme bekymring.”

I et interview med Børsen sagde finansministeren mandag, at en inflationspulje vil være fuldt finansieret i regeringens bud på næste års finanslov. Den præsenteres onsdag.

Han har dog ikke sagt, hvor pengene præcist skal komme fra, eller hvor stort beløbet skal være. Han har heller ikke løftet sløret for, hvem hjælpen er tiltænkt denne gang.

”Vi sætter en pulje af, men vi har ikke lagt os fast på konkrete initiativer endnu. Det er sådan, at vi har noget tørt krudt, vi kan bruge til inflationshjælp. Derfor er det for tidligt at sige,” sagde Wammen til avisen.

Kan skubbe til inflationen

Inflation i samfundet kan stige, hvis efterspørgslen vokser, uden at der også bliver et større udbud.

Ufinansieret hjælp eller en ekspansiv finanslov kan potentielt være med til at skubbe yderligere til efterspørgslen og dermed inflationen.

Ifølge Carl-Johan Dalgaard skal der netop være en diskussion, som handler om, hvorvidt finansloven er afstemt det økonomiske aktivitetsniveau i samfundet.

”Hvis man lægger den tanke til side, at finansloven er for ekspansiv – altså efterspørgselsstimulerende – så er det jo bare et spørgsmål om, at man finder nogle besparelser andre steder,” siger han.

”Men regeringen skal passe på med, at man ikke bare har afsat yderligere milliarder til finansloven på grund af den høje inflation, som så ender i denne pulje.”

”Alle tiltag, der får finansloven til at fremstå ekspansiv, det er ikke i udgangspunkt det ønskelige, fordi man risikerer at forværre inflationen,” lyder det.

Der har i forvejen været afsat store beløb til blandt andet en øget ældrecheck og en varmecheck, som har været tiltænkt de meste trængende.

Regeringen og et flertal er blevet enige om et huslejeloft på fire procent. Det er dog endnu ikke formelt vedtaget og skal hastebehandles i Folketinget, hvis det skal blive til virkelighed før valget.

Wammen vil afsætte penge til inflationshjælp i finanslov

Venstre kalder erhvervsministeren i samråd om pristjek

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også