Varslet skattelettelse ved generationsskifte kommer i 2025

Regeringen vil nedsætte skat på generationsskifte af virksomheder fra 15 procent til 10 procent.
Skatteminister Jeppe Bruus (S) oplyser til Børsen, at varslet skattelettelse ved generationsskifte af virksomhed ventes indført 1. januar 2025. (Arkivfoto) | Foto: Thomas Traasdahl
Skatteminister Jeppe Bruus (S) oplyser til Børsen, at varslet skattelettelse ved generationsskifte af virksomhed ventes indført 1. januar 2025. (Arkivfoto) | Foto: Thomas Traasdahl
AF RITZAU

Regeringens varslede ændring af skat på generationsskifte af virksomheder er tænkt til at træde i kraft fra 1. januar 2025.

Det oplyser skatteminister Jeppe Bruus (S) til Børsen.

I regeringsgrundlag fremgår det, at bo- og gaveafgiften ved generationsskifte af virksomheder skal nedsættes fra 15 procent til 10 procent.

Det blev præsenteret igen i regeringens 2030-plan tirsdag, men uden at en dato for skattelettelsen blev nævnt.

Ud over at pille ved skatten vil regeringen også prioritere 800 millioner kroner til et retskrav på en skematisk model for værdiansættelsen af de familieejede virksomheder.

Det beløb var på 500 millioner i regeringsgrundlaget.

Retskravet skal også træde i kraft 1. januar 2025, skriver Børsen.

Frem til 2015 havde virksomheder krav på, at der blev benyttet en skematisk model, når værdien, der skulle beskattes, skulle fastsættes.

Det blev ændret, så skattevæsnet kan fastslå værdien af en virksomhed, hvilket ifølge de familieejede virksomheder skaber usikkerheder. Det har både Børsen og Finans beskrevet.

Ifølge Dansk Industri (DI) har det betydet, at virksomhedernes værdi er blevet overvurderet.

”Det svære ved et generationsskifte er, at man skal beregne skat af en handel, der ikke har fundet sted,” siger Morten Høyer, kommunikationsdirektør i Dansk Industri til Ritzau.

”Så nogle skal lave en masse antagelser om, hvad virksomheden er værd, og her har vi set klare tendenser til, at man fuldstændig overvurderer virksomhederne, og det betyder, at man kommer til at dræne hele egenkapitalen i virksomheden.”

Skattelettelsen og den skematiske model for værdiansættelsen skal finansieres ved at spare på erhvervsstøtten og med det økonomiske råderum.

Det er langt fra første gang, at procentsatsen på bo- og gaveafgiften ved generationsskifte af virksomheder skal ændres.

I 2015 sænkede den daværende borgerlige regering skattesatsen fra 15 til 6 procent. På finansloven for 2020 blev satsen sat op til 15 procent igen med den nye socialdemokratiske regering.

Dagen inden præsentationen af 2030-planen præsenterede regeringen også sin skattereform. Her vil de første skattelettelser også blive indfaset fra 2025.

Det gælder dele af en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget samt en forhøjelse af det ekstra beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også