Søstrene Grene-topchef: ”Hvis du ikke selv tør stille dig op og gøre dig lidt sårbar, så dur det ikke”

Butikker i 16 lande har skærpet Søstrene Grene-topchef Mikkel Grenes bevidsthed om danske ledelsesværdier – især når de kommer under pres i dyrkelsen af topledere og erhvervsikoner som fx Elon Musk.
”Vi skal turde stå ved, vi kan noget specielt,” siger topchef i Søstrene Grene, Mikkel Grene, om dansk ledelseskultur. | Foto: Pr/søstrene Grene
”Vi skal turde stå ved, vi kan noget specielt,” siger topchef i Søstrene Grene, Mikkel Grene, om dansk ledelseskultur. | Foto: Pr/søstrene Grene

Da Søstrene Grene traditionen tro samlede omkring 300 udvalgte butiksmedarbejdere til træf i september, var det ikke kun slides med nøgletal og strategi, topchef Mikkel Grene havde med under armen, da han gik på scenen.

Det var også historien om en mand i rullestol, han flere gange var kørt forbi og ignoreret på den vej i Aarhus, hvor han bor. Indtil en dag, hvor vejbøvl gjorde det naturligt at stoppe, og han rullede vinduet ned og sagde ”Goddag”.

”Da vi havde talt lidt sammen sagde han; ”Det er så dejligt at bo på den her vej, fordi folk standser og taler sammen, og det betyder så meget for mig”,” fortæller Mikkel Grene, der blev ramt af ordene på flere måder.

Det er 50 år siden, Knud Cresten Vaupell Olsen og Inger Grene (th) åbnede den første i Aarhus. I dag ejes og ledes kæden af sønnerne Mikkel og Cresten Grene. | Foto: PR/Søstrene Grene
Det er 50 år siden, Knud Cresten Vaupell Olsen og Inger Grene (th) åbnede den første i Aarhus. I dag ejes og ledes kæden af sønnerne Mikkel og Cresten Grene. | Foto: PR/Søstrene Grene

”Jeg fik selvfølgelig sindssygt dårlig samvittighed over, at jeg ikke var stoppet før, og det viste sig, at han havde en rigtig spændende historie. Men der var også en ledelsesmæssig pointe, jeg tog med,” siger han.

”Han pegede ikke fingre ad mig, men viste mig, hvad han ønskede, og hvad der betød noget for ham. Det er en vigtig lære som leder. I stedet for at fortælle, hvad der er galt, så tegn et billede af, hvad du ønsker, og hvordan den gode verden og oplevelse ser ud. Det motiverer langt mere.”

Mikkel Grene er selv et eksempel på det, forklarer han med et grin – han standser nu hver gang, han møder manden i rullestol på sin vej.

Autentisk ledelse

Siden 2012 har Mikkel Grene kunnet kalde sig selv topchef som adm. direktør for Søstrene Grene. Han har igennem den tid opbygget et syn på ledelse som en disciplin, der ikke kun kan læres på MBA-uddannelser eller coachingsessioner, men overalt – også på vejen ved bopælen i Aarhus.

Når anekdoten kom med på scenen var det også et eksempel på den ledelse, han selv forsøger at praktisere, forklarer han.

”Hvis du skal udføre autentisk ledelse og sætte dig selv i spil, så er du også nødt til at gi’ noget af dig selv med risiko for at se lidt dum ud nogle gange,” siger han.

”Hvis du ikke selv tør stille dig op og gøre dig lidt sårbar som leder og fortælle om, hvad man fx synes er svært, så dur det ikke.”

Mærker forskellen i udlandet

Han står med egne ord af på det macholadede billede, der nogle gange tegnes af topledere, at de altid er lidt klogere, arbejder lidt hårdere og er lidt mere perfekte.

”Glem det,” siger han.

”Der er altid en, der ved bedre end mig. Det er ikke mit job at vide alt, men at se, hvem der kan det, der er brug for og motivere.”

Generationsskiftet i Søstrene Grene blev indledt i 2003, og siden 2012 har brødrene Mikkel (tv) og Cresten Grene stået i spidsen. | Foto: PR/Søstrene Grene
Generationsskiftet i Søstrene Grene blev indledt i 2003, og siden 2012 har brødrene Mikkel (tv) og Cresten Grene stået i spidsen. | Foto: PR/Søstrene Grene

Søstrene Grene har efter anden generation overtog ledelsen i 2012 udviklet sig ekspansivt og er i dag til stede i 16 europæiske markeder med i alt 276 butikker.

I takt med udviklingen og udvidelsen er Mikkel Grene blevet mere og mere bevidst om, at det at turde stille sig frem som (uperfekt) menneske som topleder er en dansk og skandinavisk specialitet.

”Det kan vi mærke, når vi kommer til udlandet,” siger han.

”Vi prøver at tage kulturen og den danske ledelsesform og menneskesyn med. Det er også noget af det, der er svært, men det er en forudsætning for at lykkes med vores koncept.”

Bliver provokeret

Mikkel Grene er både optaget og meget inspireret af den danske ledelseskultur, forklarer han.

”Den har også vist sig at være stærk, og der skal vi turde stå ved, at vi kan noget specielt og turde gå ud i verden og sige, vi leder på en anden måde og har et andet menneskesyn.”

Derfor kan han også blive provokeret, når der opstår hype om amerikanske topledere som Apples grundlægger Steve Jobs eller Teslas stifter Elon Musk, der opnår store resultater og dyrkes som rockstjerner, men efterlader sig et spor af dårligt behandlede ansatte.

I de mange podcasts om ledelse, Mikkel Grene sluger, har portrætbogen om Elon Musk, der udkom efter sommerferien, fået ham til at reflektere over netop den tendens.

Et af citaterne, der fremhæves i bogen, fortæller Mikkel Grene, er fra en tidligere medarbejder, som brændte helt ud, men efterfølgende alligevel kom tilbage til Elon Musk med ordene ”I’d rather be burned out than bored” – hvilket tolkes, som om at Elon Musk har fat i noget rigtigt.

”Jeg møder tit det argument, at man skal lægge maksimalt pres på medarbejderne, for at få dem til at performe mere og bedre, blandt andet med inspiration fra de her topledere, men det er ikke min erfaring, at det virker sådan,” siger Mikkel Grene.

”Jeg synes, vi som topledere skal modarbejde den opfattelse, som sniger sig ind om, at det er svært både at være en god leder og skabe fantastiske resultater - uden samtidig at være lidt en dum skid.”

Selvom man som topleder skal turde træffe upopulære beslutninger, og sige tingene, som de er, må det ikke blive et alibi for at glorificere eller fremme ledelsesmæssig kynisme, mener Mikkel Grene.

”Man skal gøre det med respekt og ordentlighed. Det har desværre haltet nogle gange blandt topledere, når jeg kigger tilbage. Her har vi et ansvar for at stå fast på de gode danske ledelsesværdier, når de kommer under pres.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også