Boconcept lukker danske butikker – arbejder på afklaring om fremtidig drift
Den danske møbelkæde Boconcept holder i øjeblikket sine to danske butikker i Ishøj og København lukket, og på et opslag i butiksvinduerne lyder meldingen, at butikkerne er lukket, imens ”vi arbejder på en afklaring omkring den fremtidige drift”, skriver Børsen.
Boconcepts 300 butikker, der er fordelt i 67 lande, drives hovedsageligt af franchisetagere, og ifølge Mikael Kruse Jensen, der er adm. direktør i Boconcept, er det finansielle problemer hos den danske partner, der er årsag til, at butikkerne lige nu er lukket.
Han understreger, at det ikke er en generel tendens blandt Boconcepts partnere at lukke butikker, men at det skandinaviske og danske marked har været særligt hårdt ramt af stigende omkostninger og inflation. Direktøren fortæller, at man nu leder efter en køber til Boconcepts danske butikker, som ”kan få gang i det danske marked, men som også kan eje flere butikker i hele landet.”
”Der er et potentiale, vi skal have udnyttet, så derfor skal vi finde en ny partner. Der kan være mange årsager til, at det er gået galt, men den primære er, at markedet er surt i øjeblikket,” siger Mikael Kruse Jensen til Børsen.
Jon Henriksen, der er Boconcepts danske partner og som også står bag prisovervågningsappen Beepr, har ikke ønsket at kommentere situationen.
Selskabet BC Design København, der ejes og drives af Jon Henriksen, har i en årrække haft en negativ egenkapital.
Relaterede artikler
Bolia åbner første butik i Spanien og runder 80 butikker
For abonnenter