Han startede som Jysk-elev i 1994 – nu bliver han chef for hele butikken

En større ledelsesrokade i Jysk og Lars Larsen Group tager torsdag næste skridt. I det næste år skal den nye topchef for Jysk køre parløb med den nuværende direktør, som rykker videre i detailkoncernen.
Rami Jensen, der fremover skal være topchef i Jysk, startede som butikselev i detailkæden i 1994. | Foto: Morten Lau-Nielsen/ERH
Rami Jensen, der fremover skal være topchef i Jysk, startede som butikselev i detailkæden i 1994. | Foto: Morten Lau-Nielsen/ERH

Det er mere end tyve år siden, at det skete sidst – at en ny mand sætter sig i topchefstolen hos Jysk – men i dag sker det. Næsten i hvert fald.

Rami Jensen bliver en del af topledelsen og indtræder som ny kronprins i den danske detailkæde, hvor Jan Bøgh har været adm. direktør siden 2000. Jan Bøgh skal videre til en stilling i moderkoncernen Lars Larsen Group, og planen er, at Rami Jensen, der kommer fra en stilling som adm. direktør i Ilva, efter en indkøring skal overtage tøjlerne i Lars Larsens livsværk, milliardkoncernen Jysk.

Skiftedagen er dog ikke overstået med et snuptag. Rami Jensen vil det næste års tid køre parløb med Jan Bøgh og langsomt få overdraget ansvaret, inden han om et år endeligt overtager rollen som Jysk-topchef. Indtil da vil han have – den knap så jyske – titel som Deputy President og CEO for Jysk.

Jysk fortalte allerede om ændringerne for et år siden, men nu er dagen altså kommet, hvor rokaden træder i kraft.

Den nye Jysk-topchef har siden 2018 stået i spidsen for møbelkæden Ilva, der ligesom Jysk også er en del af Lars Larsen Group.

I Ilva har Rami Jensen haft ansvaret for 50 butikker og omkring 900 ansatte, men fremadrettet skal han nu stå i spidsen for godt 3.200 Jysk-butikker og cirka 28.500 medarbejdere i 48 lande. Rami Jensen tager med andre ord et pænt skridt op af karrierestigen.

”Det er en fantastisk mulighed, som nu gives mig. Helt i Lars Larsens ånd skal man – set herfra – gribe chancen, når den er der. Målet er så at vise, at man kan gøre en forskel og leve op til ansvaret,” siger Rami Jensen til Finans sidste år, da Jysk fortalte om ledelsesændringerne.

Dybt kendskab til koncernen

Det er ikke kun fra tiden i Ilva, at Rami Jensen kender Lars Larsen-koncernen. Rami Jensen startede som butikselev i Jysk i Esbjerg i 1994, og siden da er det gået slag i slag med en stribe stillinger i gruppen. Han har blandt andet været distriktschef for Jysk i Danmark, landechef for Jysk i Ungarn, Slovenien og Kroatien, og indkøbsdirektør i Jysk Group.

Rami Jensen var i en årrække også koncerndirektør med ansvaret for forretningsudvikling i Jysk Group, inden han i 2016 blev adm. direktør i Sengespecialisten, som var blevet opkøbt af Lars Larsen-koncernen.

Efter to år hos Sengespecialisten fik Rami Jensen til opgave at gøre Ilva til en god forretning. Møbelkæden kæmpede med store underskud, og Rami Jensen var manden, der skulle vende udviklingen.

Den tidligere butikselev fra Jysk gik i gang med at forenkle forretningen, og han lagde blandt andet Ilva og Ide Møbler sammen til én kæde. Ændringerne begyndte at bære frugt, og i de seneste to regnskabsår er de røde tal på bundlinjen blevet sorte.

Præstationerne hos Ilva og det indgående kendskab til de mange grene af Lars Larsen-gruppen er grundlaget for, at Rami Jensen nu skal tage over hos Jysk, lyder det.

“Rami er den helt rette til om et år at overtage ansvaret for Jysk. Han kender allerede virksomheden til bunds fra tidligere, og i det kommende år kører vi parløb for at sikre en god overlevering,” siger Jan Bøgh, afgående topchef i Jysk, til DetailWatch.

”Derudover har Rami bestået sin svendeprøve med at få vendt udviklingen i Ilva, så forretningen nu leverer positive resultater. Jeg ser frem til at fortsætte mit gode samarbejde med Rami og sikre Jysks fremtidige succes.”

Omnichannel og nye butikker

Den succes, som Rami Jensen nu skal sikre hos Jysk, er blandt andet betinget af en mere strømlinet forretning, har Jan Bøgh tidligere påpeget.

”Vi har stadig arbejde at gøre for at sikre, at vi bliver én fuldt integreret virksomhed: One Jysk,” sagde Jan Bøgh i en meddelelse i maj.

”Vi skal også konstant udvikle vores forretning for at møde kravene fra fremtidens forbrugere. Det omfatter krav til omnichannel og fleksibilitet, men det er også fokus på at blive mere bæredygtige og yde vores bidrag til at reducere det miljømæssige fodaftryk. Det forventes af en virksomhed af vores størrelse. Og med rette.”

Der er altså flere store opgaver – blandt andet med digitalisering og bæredygtighed – på agendaen for den nye topchef, og konkret har Jysk også meldt ud, at Rami Jensen skal sørge for at åbne yderligere 2.000 butikker globalt – i tråd med grundlæggerens mål om 5.000 flag på verdenskortet. Et af de store skridt her er åbningen i Tyrkiet til foråret.

Derudover skal Rami Jensen holde snuden i det vækstspor, som Lars Larsen formulerede i målsætningen om årlig vækst på 10 pct. på toplinjen og 5 pct. på bundlinjen. Dernæst skal han også holde de værdier i hævd, der ligger i den familieejede virksomhed, og få de ansatte til at gi’ den en skalde hver dag – ikke fordi de skal, men fordi de vil.

”Mange virksomheder overtages af kapitalfonde, og mange ting bliver upersonlige. Jeg tror på, at hvis man gør det rigtigt og er bevidst om menneskelige værdier, så er det muligt at mærke forskel på en familievirksomhed og en kapitalfondsvirksomhed,” sagde bestyrelsesformand Jacob Brunsborg sidste år om kulturen i en meddelelse.

Det har ikke været muligt at få et interview med den nye topchef, før han har sat sig godt til rette i sin nye stol.

Men han har tidligere understreget, at han sætter pris på udviklingsmulighederne hos Jysk, og han har også anerkendt, at det er noget ganske særligt, at man på knap tyve år kan rykke sig fra en stilling som elev til at blive chef for hele butikken.

”Detailhandlen kommer ikke altid til sin ret i forhold til, hvad en karriere her kan føre til. Men sandheden er, at man i detailhandlen allerede i en meget tidlig alder kan opnå et helt utroligt modnende og lærerigt ansvar. Jeg håber, at jeg med min historie kan inspirere andre,” sagde Rami Jensen til Erhvervplus for et år siden.

Interne rekrutteringer

Dagens rokade i Jysk betyder naturligt, at Ilva også skal have en ny topchef, og fremover vil Martin Hallund være adm. direktør i møbelkæden.

Han har indtil nu været Retail Director i Ilva, hvor han har været ansat i mere end 25 år i forskellige roller.

Jan Bøgh, der har været topchef i Jysk siden 2000, skal fremover være adm. direktør for Lars Larsen Group Retail. | Foto: Joachim Ladefoged/ERH
Jan Bøgh, der har været topchef i Jysk siden 2000, skal fremover være adm. direktør for Lars Larsen Group Retail. | Foto: Joachim Ladefoged/ERH

Den interne rekruttering, som i dag både gør sig gældende i toppen af Jysk og Ilva, er et kendetegn ved Lars Larsen-koncernen, som ofte uddanner egne folk til at påtage sig nye og større opgaver.

Den tilgang sikrer et dybt kendskab til alle dele af forretningen, og ifølge Jacob Brunsborg, der er søn af Lars Larsen og i dag bestyrelsesformand for Lars Larsen Group, er det netop også en af fordelene ved, at den mangeårige Jysk-topchef Jan Bøgh nu bliver adm. direktør for Lars Larsen Group Retail.

”Alle retailselskaberne kan få gavn af hans viden og erfaring. Samtidig betyder ændringerne i organisationen, at vi bliver bedre i stand til at udnytte synergier på tværs af virksomhederne. Ved at frigøre Jan Bøgh for det daglige ledelsesansvar i Jysk får han langt mere tid til at arbejde med udvikling og opkøb,” sagde Jacob Brunsborg til Finans sidste år.

Jesper Lund fortsætter som adm. direktør for den samlede Lars Larsen Group, der udover detailselskaberne blandt andet også omfatter flere restaurantkæder.

Jysk mangler som en ud af få danske erhvervskæmper at opgive klimadata

Jysk henter ny kommunikationschef hos Arla

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også