Midtjysk interiørwebshop bygger nyt hovedkontor og et lager på 2.700 m²
Den midtjyske interiørwebshop Oyoy Living Design har taget første spadestik til et nyt domicil i Herning, skriver mediet Wood Supply.
Oyoys kommende hjemsted skal rumme både administration og et showroom på i alt 650 kvm, og derudover bygges også et nyt lager på 2.700 m².
”Oyoy Living Designs nye hjem skal være en ramme om virksomhedens kreative univers og ikke mindst tilbyde vores medarbejdere moderne forhold og et inspirerende arbejdsmiljø,” udtaler direktør og medejer Søren Anker Hansen ifølge Wood Supply i en pressemeddelelse.
Det nye hovedkontor forventes at stå færdigt i starten af 2023.
Voksede i 2021
Oyoy præsenterede for nyligt et regnskab for 2021, hvor der for tredje gang i streg var et overskud på bundlinjen i millionklassen.
Overskuddet for 2021 lød på 6,4 mio. kr., mens bruttofortjenesten blev mere end fordoblet på to år og er således gået fra 6 mio. kr. i 2019 til 14,8 mio. kr. i 2022.
Som følge af resultatet trak ejerne Lotte Øster Fynboe og Søren Anker Hansen 2 mio. kr. ud i udbytte.
Oyoy Living Design blev grundlagt i 2012 af den danske designer Lotte Fynboe med formålet om at lave en klassisk, funktionel og tidsløs kollektion.
I dag ønsker virksomheden ”at være det stærkeste danske designbrand indenfor tilbehør til børn, voksne og de hjem, de bor i,” som Oyoy skriver på sin hjemmeside.
Relaterede artikler:
Midtjysk interiørwebshop øger igen overskuddet
For abonnenter
Dansk designvirksomhed hyrer ny salgsansvarlig
For abonnenter