Flügger sætter gang i frasalg af aktiviteter i Rusland og Belarus

Malervarekoncernen Flügger har sat gang i frasalget af selskabets aktiviteter i Rusland og Belarus på grund af den russiske invasion af Ukraine. Derfor nedjusterer selskabet også sine forventninger til i år, og suspenderer de langsigtede målsætninger.
Det meddeler Flügger fredag eftermiddag.
”Efter grundige overvejelser om Flüggers fremtidige tilstedeværelse i Rusland og Belarus, har vi besluttet at afsøge mulighederne for et frasalg af vores selskaber i Rusland og Belarus. Som konsekvens af ovenstående beslutning, vil de pågældende selskaber blive klassificeret som en aktivitet bestemt for salg i koncernregnskabet,” skriver Flügger.
Der ventes nu ventes en driftsresultat, EBIT, mellem 170-180 mio. kroner mod tidligere 200-220 mio. kr. for segment 1 og 2 i regnskabsåret 2021/22.
Flügger købte 11. maj 2021 70 pct. af selskabet Eskaro, som har fabrikker i Estland, Finland, Belarus, Rusland samt Ukraine, der var selskabets bedst indtjenende marked før krigen.
Malerkoncernen gennemfører en nedskrivning på 115 mio. kr. af Eskaros værdi, og inklusive nedskrivningen ventes nu en negativ EBIT i niveauet 120-130 mio. kr. for segment 3 Eskaro. Tidligere var forventningerne til segment 3 suspenderet.
Omsætningen, inklusive aktiviteter bestemt for salg, forventes fortsat i intervallet 2.500 – 2.600 mio. kr. Den samlede EBIT forventes nu i niveauet 40 – 60 mio. kr. inklusive nedskrivningen på 115 mio. kr., oplyser Flügger.
Suspenderer langsigtede mål
Derudover suspenderer Flügger også selskabets langsigtede forventninger frem mod regnskabsåret 2023/24.
Her ventede selskabet en omsætning på 3,5 mia. kr. og en EBIT-margin på 10 pct.
En del af strategien var baseret på organisk vækst og opkøb i Østeuropa, men nu vil Flügger ”benytte den kommende periode til at revurdere den strategiske målsætning”.
Væksten stod stille hos Flügger i tredje kvartal
Flügger-opkøb rammes af krig: Nu suspenderes forventningerne
Relaterede artikler:
Væksten stod stille hos Flügger i tredje kvartal
For abonnenter