Krigen i Ukraine presser etik-agenda til tops i detail-direktioner

Detailkæder som Salling Group, Bestseller og Jysk reagerede i den forgangne uge offensivt imod den russiske invasion af Ukraine. Det handler om at beskytte omdømmet, men viser også, at ansvarlighed og ESG for alvor er rykket ind i direktionslokalerne, siger fagfolk.
Per Bank, CEO for Salling Group, var hurtigt ude på Twitter efter den russiske invasion af Ukraine | Foto: PR/Salling Group
Per Bank, CEO for Salling Group, var hurtigt ude på Twitter efter den russiske invasion af Ukraine | Foto: PR/Salling Group

Salling Groups topchef Per Bank var den første på banen, da han søndag den 26. februar meldte ud, at det var slut med russiske varer i dagligvarekoncernen bag Netto, Føtex og Bilka.

”Vi har i Salling Group besluttet at fjerne alle russisk producerede varer fra vores hylder,” lød det på Twitter, tre dage efter Rusland havde indledt invasionen af nabolandet Ukraine.

Det var ikke et stort offer forretningsmæssigt for Salling Group at fjerne de 20 russiske varer, det drejede sig om, men signalværdien var slagkraftig og fik hurtigt andre som Coop og Rema til at følge trop.

Efterfølgende er stribevis af detailselskaber som Bestseller, Jysk, Ikea, Hummel, B&O og H&M fulgt efter og har stoppet deres salg til Rusland. Den offensive og næsten aktivistiske stillingtagen vidner om, at ansvarlighed og etik har fået større vægt i detailbranchen, mener investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen.

”Den etiske faktor er kommet helt op i top tre på topleder-agendaen. Der er simpelthen kommet en ny overligger, som ligger i forlængelse af hele ESG-agendaen (enviromental, social and governance, red.). Alle input i den ligning er blevet virkelig vigtige, også fordi der er en omdømme-risiko, man ikke ønsker at spille russisk roulette med,” siger Per Hansen, der ser det som et skifte væk fra en politisk neutral kompasnål i selskaberne.

”Hvor man måske normalt ville sige nej, vi ønsker ikke at involvere os eller tage stilling, har vi den seneste uge set flere med en offensiv no bullshit-holdning, hvor man melder klart ud, tager stilling og agerer. I den forstand er der sket mere værdipolitisk den sidste uge end de sidste fem år.”

Etisk og politisk dilemma

Ud over at stoppe pipeline til det russiske marked markerede koncerner som Bestseller og Lego sig også med store donationer til nødhjælpsorganisationer som Unicef og Røde Kors til at støtte deres arbejde for krigens ofre i Ukraine.

Mens hverken Bestseller eller Jysk har afgørende store aktiviteter i Rusland, er situationen anderledes for en detailkoncern som Ecco, der med 200 butikker i landet, som blev erhvervet for en milliard i 2020, har mere på spil.

Koncernen har på sin hjemmeside kort meddelt, at selskabet er i konstant kontakt med den lokale ledelse i både Ukraine og Rusland, hvor selskabet har 1500 ansatte. Ecco har ikke ønsket at kommentere yderligere over for DetailWatch, hvilke overvejelser og afvejninger koncernen gør sig i forhold til at opretholde aktiviteterne. Et dilemma andre danske erhvervsvirksomheder også har skullet håndtere, og som blandt andet har fået bryggeriet Carlsberg til at stoppe nye investeringer og mejerikoncernen Arla til at indstille sine aktiviteter i landet.

Og situationen kræver stillingtagen, mener partner i Deloitte, Morten Gade Steinmetz, der har hovedfokus på branchegruppen Mode & Tekstil.

”Det er et etisk og politisk dilemma, hvor meget aktivitet man ønsker at have i Rusland nu,” siger Morten Gade Steinmetz.

”Der er ingen tvivl om, at de store organisationer på mange måder bliver nødt til at trække sig og neddrosle det russiske marked, for det kan hurtigt give et træls backlash og udløse negativ omtale, hvis man fortsætter med at source varer ind til sine butikker og investerer i det marked.”

Anderledes for detail

Ifølge Per Hansen er perspektivet bredere end Rusland og Ukraine og kan kræve, at detailledelser i højere grad må tage geopolitik og sikkerhedspolitik til indtægt, når de lægger planer.

”Det vil være helt naturligt, at man vil genoverveje, hvis man har meget store aktiviteter i lande, der ikke deler vores opfattelse af demokrati og frihed – eksempelvis Kina. For læren fra Rusland er, at i det øjeblik, hvor du gerne vil ændre noget, så kan det være to dage for sent,” siger Per Hansen.

I forhold til omdømme, mener han dog også, der er en forskel på detailkoncerner, der henvender sig til russiske borgere og så erhvervsvirksomheder, der handler med den russiske stat.

”Jeg tror, situationen er lidt anderledes for detailkæder end eksempelvis for et olieselskab som BP, der har investeringer i russisk olie og gas. Der er forskel på at være leverandør til den russiske infrastruktur og så være leverandør af et forbrugsgode til den almindelige russer, og der tror jeg sagtens, at forbrugerne kan skelne.”

En ting er etik og omdømme – en anden forretning. Og her kan sanktionerne mod Rusland i sig selv ramme danske detail-aktiviteter i landet, fordi sanktionerne vil ramme købekraften blandt almindelige forbrugere hårdt.

”Står udviklingen på aktiemarkedet til troende, har Putin forarmet hele det russiske folk på en måde, der gør, at de er gået fra at have en mulighed for et fornuftigt liv til at skulle kæmpe en hård kamp for at overleve økonomisk,” siger Per Hansen.

Regeringen: Sanktioner koster

På et pressemøde mandag lagde udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ikke skjul på, at sanktionerne vil have indirekte effekt på danske virksomheders aktiviteter i Rusland.

Ifølge erhvervsminister Simon Kollerup vil regeringen ikke anmode danske virksomheder droppe deres aktiviteter, men regeringen vil stille rådgivning til rådighed om blandt andet at finde alternative markeder.

”Danske virksomheder skal følge de sanktioner, der er, men jeg kan da godt forstå, hvis der er virksomheder, der overvejer deres situation,” sagde erhvervsminister Simon Kollerup (S) på pressemødet.

Bestseller: Ansatte kan tage fri for at hjælpe Ukraine - med fuld løn

Ikea følger trop: Stopper al handel med Rusland og Hviderusland

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også