Ny prognose varsler overraskende vokseværk i dansk økonomi

Økonomisk Redegørelse opjusterer vækstforventninger. Danskerne kan forvente større købekraft, siger minister.
”Da jeg stod her for et år siden og fremlagde min første økonomiske redegørelse, var det med et budskab om, at dansk økonomi er på vej mod en blød landing. Den vurdering er vi siden blevet bestyrket i,” siger en optimistisk Stephanie Lose. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
”Da jeg stod her for et år siden og fremlagde min første økonomiske redegørelse, var det med et budskab om, at dansk økonomi er på vej mod en blød landing. Den vurdering er vi siden blevet bestyrket i,” siger en optimistisk Stephanie Lose. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
af RITZAU ‎

Der forventes en vækst i dansk økonomi på 2,7 procent i 2024 og 1,8 procent i 2025. Inflationen skønnes at komme til at ligge på 2 procent i perioden.

Det fremgår af Økonomisk Redegørelse, som er regeringens prognose for dansk økonomi, og som økonomiminister Stephanie Lose (V) præsenterer torsdag.

I den seneste prognose fra december var forventningerne til væksten markant lavere end i den nye. Den gang lød forventningen på en vækst på 1,4 procent i 2024 og 1,0 procent i 2025.

Inflationsmæssigt er de 2 procent et ønskværdigt sted at ligge. Her vil priserne stige stødt i takt med forventeligt også lønniveauet hos danskerne.

På beskæftigelsen ventes der samlet set et fald på 5000 personer på de to år. Den ventes at stige med 13.000 i 2024, men falde med 18.000 i 2025.

Stephanie Lose siger på et pressemøde, at medicinalindustrien - her henvises formentlig især til Novo Nordisk - har trukket det meste af den økonomiske fremgang igennem eksport de seneste år.

Stigende købekraft

På sigt vil der dog være en ”mere bredt sammensat fremgang” i efterspørgsel og produktion, siger ministeren. Medicinalindustrien vil dog stadig være en stærk faktor, ligesom genåbningen af Tyra-feltet i Nordsøen vil bidrage.

”Da jeg stod her for et år siden og fremlagde min første økonomiske redegørelse, var det med et budskab om, at dansk økonomi er på vej mod en blød landing. Den vurdering er vi siden blevet bestyrket i,” siger en optimistisk Stephanie Lose.

Hun tilføjer desuden, at inflationen er faldet hurtigere end forventet. Den vil stige de næste måneder, men altså samlet set ligge på 2 procent for 2024 og 2025.

Med en roligere inflation kombineret med reallønsstigninger vil der ske en relativ stor stigning i danskernes købekraft, siger Lose.

”Det betyder, at danskerne vil kunne se frem til en relativ stor stigning i købekraften,” siger økonomiminister Stephanie Lose på pressemødet.

En ventet opjustering af råderummet står der ikke noget om i den økonomiske redegørelse.

Finansminister Nicolai Wammen (S) sagde dog tidligere i maj, at et nyt tal ville blive meldt ud kort efter den økonomiske redegørelse og før en økonomiaftale for kommunerne.

Økonomisk Redegørelse udkommer sædvanligvis tre gange om året – maj, august og december.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også