Amerikansk detailsalg går ned i tempo i januar

Ifølge seniorøkonom er det ventet, at detailsalget falder i januar, men faldet er alligevel større end analytikere havde forudset.
Pengepung forbliver for mange forbrugeres vedkommende i lommen i januar efter en dyr juletid. | Foto: Candice Ward
Pengepung forbliver for mange forbrugeres vedkommende i lommen i januar efter en dyr juletid. | Foto: Candice Ward
AF MARKETWIRE

Detailsalget i USA udviklede sig svagere end forudset i januar. Salget faldt med 0,8 pct. på månedsbasis, mens økonomer ifølge Bloomberg News ventede et fald på 0,2 pct. i forhold til måneden før.

Det viser data fra U.S. Census Bureau torsdag eftermiddag.

At salget falder i januar er ikke sjældent, da forbrugerne har travlt med at købe ind i julemåneden, mens januar som regel er en måned, hvor pungen holdes lidt dybere i lommen efter julen.

”Det reelle forbrug ser ud til at være faldet i januar, og selv hvis man tager højde for et opsving i februar og og marts, så vil væksten aftage kraftigt i første kvartal,” vurderer Andrew Hunter, seniorøkonom hos Capital Economics, overfor Bloomberg News.

”Og resultatet er, at Federal Reserve ikke behøver at bekymre sig meget længere om muligheden for, at en fortsat økonomisk modstandsdygtighed kan gentænde inflationen,” siger han.

Efter tallene stiger futures på de ledende aktieindeks på Wall Street, mens renterne falder, da en opbremsning i detailsalget styrker argumentet for, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kommer til at sænke renten.

Ifølge Bloomberg News viser de såkaldte Fed-swaps, at der nu indregnes flere politiske lempelser i 2024, efter at data viste, at detailsalget faldt en del i januar. Faldet var det største i næsten et år.

Tidligere på ugen fik den amerikanske inflation for januar markederne til at reducere forventningerne til en rentenedsættelse inden juni og til færre end fire rentenedsættelser i år mod næsten fem for en uge siden.

Tager man bil- og benzinsalget ud, var der en tilbagegang i detailsalget på 0,5 pct. i årets første måned, hvilket også var dårligere end ventet. Analytikerne havde sat næsen op efter en fremgang på 0,2 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også