Stor stigning i antallet af økonomisk sårbare danskere

Andelen af danskere, der betegnes som økonomisk sårbare er steget fra syv til ti procent på et år.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Flere danskere har hen over det seneste år fået svært ved at få den daglige økonomi til at slå til.

Det viser Danmarks Statistiks årlige levevilkårsundersøgelse, som er offentliggjort tirsdag. Af den fremgår det, at 10 procent af befolkningen kan kategoriseres som økonomisk sårbare.

Det er tre procentpoint mere end for et år siden, hvor det kun gjaldt for 7 procent af danskerne. Økonomisk sårbarhed er en FN-definition, som baserer sig på fem kriterier.

Det handler om at vurdere, om man har svært ved at få pengene til at slå til, og om man har ubetalte regninger. Men også, om man har råd til at have bil, holde ferie eller betale en uforudset regning på 10.000 kroner.

Ramt af stigende priser

Passer tre af de fem kriterier på en person, anses vedkommende som økonomisk sårbar. Ifølge Anne-Louise Lindkvist, der er markeds- og kunderådgivningschef i Sampension, er tallene et udtryk for, at udefrakommende omstændigheder allerede i 2022 gjorde et stort indhug i danskernes rådighedsbeløb og købekraft.

”Vi har også set høj - om end generelt faldende - inflation i år, hvilket i kombination med modvind fra blandt andet rentestigninger har betydet, at mange herhjemme har svært ved at få de økonomiske ender til at mødes,” siger hun.

Pæne lønstigninger betyder, at lønmodtagere er mindre hårdt ramt af de stigende priser, ligesom pensionister også går nogenlunde fri, fordi de fleste har en sund økonomi og pæne pensionsopsparinger.

Til gengæld viser opgørelsen fra Danmarks Statistik, at enlige forældre med hjemmeboende børn er overrepræsenteret i statistikken.

Alle EU-lande laver en lignende opgørelse hvert år, og Danmark er blandt de lande med den laveste andel af borgere, som er økonomisk sårbare.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også