Tysk inflation fortsætter fald og når laveste punkt siden 2021

Prispresset letter ”overraskende hurtigt” i Tyskland, vurderer cheføkonom.
Den tyske inflation faldt 0,4 pct. i november i forhold til oktober. | Foto: Thomas Borberg
Den tyske inflation faldt 0,4 pct. i november i forhold til oktober. | Foto: Thomas Borberg

Inflationen i Tyskland kommer tættere og tættere på det normale niveau efter et par år med usædvanligt store prisstigninger.

Således ser inflationen på det tyske marked ud til at ende på 3,2 procent i november, viser en foreløbig opgørelse fra det tyske statistikbureau.

Det er den laveste inflation, der er registreret i Tyskland siden juni 2021.

I oktober blev inflationen på det tyske marked opgjort til 3,8. Og måneden inden - i september - var inflationen 4,5 procent.

Ifølge cheføkonom i Dansk Industri Allan Sørensen er den tyske inflation aftaget mere, end økonomerne havde ventet.

”Inflationen i Tyskland aftog mere end ventet i november. Det er en rigtig god nyhed for den europæiske centralbank, at inflationen er på vej ned i eurozonens klart største økonomi,” siger han i en skriftlig kommentar.

Inflationen angiver, hvor meget forbrugerpriserne er steget i løbet af de seneste 12 måneder. Varerne i Tyskland koster i november altså i gennemsnit 3,2 procent mere end samme måned sidste år.

Også Dansk Erhverv påpeger, at inflationen er aftaget med mere end ventet.

”Dagens tyske inflationstal viser med al tydelighed, at inflationspresset i den tyske økonomi aftager overraskende hurtigt i øjeblikket,” siger cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv i en skriftlig kommentar.

Forklaringen er ifølge cheføkonomen, at aktiviteten i den tyske økonomi er bremset kraftigt op i løbet af 2023, hvilket nu også kan aflæses i mindre tysk forbrug og en aftagende jobvækst.

”Dermed er inflationspresset i den tyske økonomi helt naturligt aftaget. Dertil trækker det seneste års betydelige fald i energipriserne også inflationen mærkbart ned,” skriver Tore Stramer i sin analyse.

Høj inflation har - som i mange andre lande - lagt en dæmper på forbruget i Tyskland siden 2021.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også