Amerikanske detailhandelsgiganter kommer i ilden de kommende dage

I det foregående regnskab skuffede den amerikanske detailkæde Target med forventningerne til andet kvartal, som det nu er tid til at gøre status for.
Den Atlanta-baserede byggemarkedskæde Home Depot kommer tirsdag med tal for andet kvartal. | Foto: Matt Rourke/ap/ritzau Scanpix
Den Atlanta-baserede byggemarkedskæde Home Depot kommer tirsdag med tal for andet kvartal. | Foto: Matt Rourke/ap/ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

De amerikanske detailhandelsmastodonter Home Depot, Target og Walmart aflægger de kommende dage kvartalsregnskaber, som kan give et indblik i, hvor løst pengene sidder hos de amerikanske forbrugere i øjeblikket.

Home Depot er først af de tre, idet den Atlanta-hovedkvarterbaserede byggemarkedskæde tirsdag før børsåbningen kommer med tal for andet kvartal af regnskabsåret 2023/24, der dækker månederne maj, juni og juli.

I første kvartal bakkede omsætningen med 4,2 pct. til 37,3 mia. dollar, og overskuddet faldt til 3,9 mia. dollar fra 4,2 mia. dollar. For andet kvartal estimerer analytikerne en omsætning på 42,1 mia. dollar og et nettoresultat på 4,5 mia. dollar, viser estimater fra Bloomberg News.

Venter tilbagegang for hele året

Home Depots prognose for hele regnskabsåret lyder på en negativ vækst i det sammenlignelige salg på mellem 2 og 5 pct. sammenlignet med 2022/23, og driftsmarginen estimeres til 14,0-14,3 pct.

Onsdag er det Targets tur til at levere tal for kvartalet, der sluttede ved udgangen af juli. I det foregående regnskab skuffede selskabet med forventningerne til andet kvartal, som det nu er tid til at gøre status for.

En forventning om en justeret indtjening per aktie på 1,30-1,70 dollar i andet kvartal var langt under de daværende analytikerforventninger på 1,91 dollar. Siden er konsensusestimatet hos analytikerne dog kommet ned på 1,46 dollar per aktie ifølge Bloomberg News.

Opjustering hos Walmart

Walmart runder torsdag af med sine kvartalstal. I det foregående regnskab leverede koncernen en solid vækst i omsætningen og driftsindtjeningen på henholdsvis 7,6 og 17,3 pct.

De pæne tal blev også fulgt op af en opjustering af selskabets forventninger til hele regnskabsåret, hvor det venter en vækst i omsætningen på 3,5 pct. mod den tidligere prognose om en vækst på 2,5-3,0 pct.

Forventningerne til indtjeningen per aktie blev endvidere hævet til 6,1-6,2 dollar fra tidligere ventet 5,9-6,05 dollar.

På aktiemarkedet har Walmart med en stigning på 13,7 pct. klaret sig bedst af de tre i år foran Home Depot, som er steget 4,8 pct., mens Targets aktie er faldet 12, pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også