Antallet af sager om greenwashing blev mere end fordoblet sidste år

Kritikere efterlyser hårdere sanktioner fra Forbrugeromsbudsmanden i sager om vildledende grøn markedsføring.
Flere klager over vildledende grønne budskaber fra virksomheder til forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.
Flere klager over vildledende grønne budskaber fra virksomheder til forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Antallet af klager og sager om vildledende grøn markedsføring voksede til 114 på Forbrugerombudsmandens bord sidste år, skriver Finans. Det er mere end en fordobling fra 2021, hvor der var 52 sager, og en syvdobling siden 2019, hvor tallet var 16. 

Sagerne i 2022 har udløst 11 indskærpelser samt én enkelt bøde til virksomheder, og det møder kritik fra flere sider.

”Det er problematisk, at vi ikke ser håndhævelse i et omfang, der for alvor ansporer til adfærdsændring,” siger selvstændig rådgiver Tanja Gotthardsen fra virksomheden Continual og medlem af Forbrugerrådet Tænks advisory board.

Også NGO’en Greenpeace og jurist Anette Moll Berg fra DLA Piper mener, at både sanktioner og indsats på området skal skærpes, men ifølge kontorchef Karen Søndergaard fra Forbrugerombudsmanden er flere politianmeldelser ikke nødvendigvis vejen frem.

”Jeg tror, at det for rigtig mange virksomheder er rigeligt med indskærpelse og presseomtale, for det har også en præventiv effekt på rigtig mange,” siger hun til Finans. 

Ifølge en undersøgelse fra EU af 150 påstande fra virksomheder med klima og miljøudsagn, var over halvdelen, 53 pct., enten vage, ubegrundede eller vildledende. 

Forbrugerombudsmanden har tidligere fået bevilget ekstra midler – samlet 28 mio. kr. fra 2022-2025 – som blandt andet skal bruges til at se på bunken af greenwashing-sager, og myndigheden har i dag fem dedikerede medarbejdere, der arbejder med sagsområdet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også