Tysklands økonomi skrumper igen og er nu i recession

For andet kvartal i træk er Tysklands bruttonationalprodukt skrumpet. Dermed er der tale om teknisk recession.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
AF RITZAU

Tysklands bruttonationalprodukt (bnp) er skrumpet for andet kvartal i træk.

Det viser tal fra det tyske statistikkontor torsdag.

Dermed befinder Tyskland, der er Europas største økonomi og verdens fjerdestørste, sig i en teknisk recession.

Det udtryk benyttes, når et lands bnp skrumper to kvartaler i træk. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at der er tale om stor økonomisk krise.

En reel recession betegner en større økonomisk nedgang og er et udtryk for lavkonjunktur. Det er blandt andet karakteriseret ved en lav beskæftigelse, stigende ledighed og negative forventninger til fremtiden.

I Tyskland skrumpede landets bnp i årets første kvartal 0,3 procent. Kvartalet før var der tale om et fald på 0,5 procent.

Dermed er der altså teknisk set tale om en recession. Og selv om der er tale om en relativt lille nedgang, så er tallene dårligt nyt.

Det skriver Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.

”Tyskland er i recession. Tyskerne har svært ved at få gang i væksten. Tyskerne har haft økonomisk nedgang i tre af de seneste fire kvartaler. Tysk økonomi er på samme niveau som før corona,” lyder det.

Bruttonationalproduktet er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det.

Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.

Kun USA, Kina og Japan har større bnp end Tyskland.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også