Prognose: Inflationsmedicin kan give dansk eksport hårdt år

Arbejdernes Landsbank spår, at inflationen falder i år, men at beskæftigelsen og bnp-væksten følger med ned.
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
AF RITZAU

Mens inflationen løjer af i Danmark og mange måske føler, at de økonomiske byrder bliver lidt lettere end i 2022, kan udlandets medicin mod inflationen meget vel skabe nye problemer for dansk økonomi.

I en ny prognose spår økonomer fra Arbejdernes Landsbank, at efterdønninger fra inflationen og ikke mindst rentestigningerne for at dæmpe inflationen kan gøre livet surt for danske eksportvirksomheder.

”Når vi ser uden for landets grænser har høj inflation og pengepolitiske stramninger i høj grad præget. Her kan efterspørgslen godt begynde at dale, og det kan påvirke dansk eksport negativt,” siger cheføkonom Jeppe Juul Borre.

Der er dog et lyspunkt. En af de tungeste spillere i dansk eksport er medicinalindustrien. Her svinger eksporten mindre, når der er økonomisk uvejr i udlandet.

Andre prognoser fra eksempelvis Den Internationale Valutafond, IMF, har for nylig spået en opbremsning i økonomierne i Nordamerika og Europa. Det er særligt her Danmark sælger til.

Eksporten betegnes samtidig som en af de to store motorer i dansk økonomi sammen med privatforbruget. Privatforbruget har allerede i 2022 tabt lidt af pusten, i takt med at priserne steg hurtigere end set i flere årtier.

Med to hostende motorer forventer Arbejdernes Landsbank, at væksten i dansk økonomi falder fra 3,8 procent i årsgennemsnit i 2022 til 0,6 procent i år.

Det kommer også til at kunne mærkes i beskæftigelsen, spår banken. Her forventes et fald på 35.000 fra starten af året til slutningen.

Ifølge Jeppe Juul Borre kan oplevelsen af økonomiens problemer godt skifte karakter i 2023.

”I 2022, hvor inflationen sparkede i vejret til det højeste i 40 år, så vi også forbrugertilliden – altså forbrugernes oplevelse – hamre ned og være væsentlig lavere end under corona-krisen og finanskrisen,” siger han.

”Det er, fordi inflationen påvirker alle danskere.”

”Når vi ser ind i 2023, hvor vi forventer, at inflationen kommer til at dale, så forventer vi, at det også vil påvirke alle danskere – bare med omvendt fortegn, fordi vi igen oplever at få mere ud af vores tjente penge.”

”Når vi samtidig oplever en opbremsning i væksten, og at beskæftigelsen kommer til at falde, vil dem, der mister arbejdet, blive påvirket væsentligt mere, end når inflationen stiger.”

”Så det vil påvirke de få langt hårdere sammenlignet med 2022, hvor det påvirkede alle danskere.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også