EU på vej med strengere krav til virksomheders grønne påstande

Det skal ikke længere være muligt at kalde produkter miljøvenlige uden dokumentation, mener EU-Kommissionen.
En demonstration mod greenwashing fra 2022 i Frankfurt, Tyskland. | Foto: Heiko Becker/reuters/ritzau Scanpix
En demonstration mod greenwashing fra 2022 i Frankfurt, Tyskland. | Foto: Heiko Becker/reuters/ritzau Scanpix
AF RITZAU

Virksomheder skal kunne dokumentere præcis, hvad der ligger til grund, når de kommer med påstande om, hvor grønne og miljørigtige deres produkter er.

Det foreslår EU-Kommissionen onsdag.

Formålet er at slå ned på greenwashing.

Navnet dækker over en praksis, hvor virksomheder gennem markedsføring kan fremstå grønnere, end de egentlig er.

Det kan for eksempel være ved at skrive, at et produkt er lavet af genanvendte materialer eller er klimaneutralt uden nærmere at dokumentere, hvordan det er det.

”Efterspørgslen efter grønne produkter stiger markant. Det viser, at europæerne gerne vil købe grønt,” siger miljøkommissær Virginijus Sinkevicius på et pressemøde i Bruxelles.

”Men det er svært for dem at skelne mellem sandt og opdigtet. Mere end halvdelen af de grønne påstande, vi ser på det europæiske marked, er vage, vildledende eller bare tom luft,” fortsætter han.

Med lovforslaget vil EU-Kommissionen sikre, at forbrugere har adgang til troværdige informationer og dermed kan vælge på et oplyst grundlag.

Konkret foreslår kommissionen, at grønne påstande skal verificeres, før en virksomhed må bruge dem i sin markedsføring.

Det vil være hvert enkelt medlemsland, der skal sørge for, at det sker.

I forslaget lægges der også op til at styrke kontrollen af miljømærkninger. Dem findes der ifølge kommissionen omkring 230 forskellige af i EU.

I mange tilfælde er det ikke gennemsigtigt, hvilke krav der er for at et produkt kan få en bestemt mærkning. Det skaber forvirring og mistillid hos forbrugerne, lyder det fra kommissionen.

Derfor foreslås det, at mærkningerne skal verificeres af en tredjepart, og at der regelmæssigt foretages kontrol med dem.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også