Sportsfirmaer står til fald efter sænket anbefaling

Lululemon og Under Armour, der begge producerer sportstøj og udstyr, står til at få en hård dag på børsen mandag.
Storbanken Jefferies har set nærmere på begge aktier, og det har givet anledning til sved på panden og sænkede anbefalinger.
Det fremgår af et analysenotat fra banken ifølge Bloomberg.
Lululemon har fået skåret anbefalingen til ”underperform”, og selskabets aktie falder 4,3 pct. i formarkedet. I samme ombæring er Under Armours anbefaling reduceret til ”hold”, og det får aktien til at tabe 3 pct. på formarkedet i USA.
Samtidig fremhæves Nike i notatet som ”branchens bedste”, og her lyder anbefalingen ”køb.” Aktien falder 0,8 pct. i formarkedet.