Usikkert om Field’s åbner mandag

TV 2 Lorry har været i kontakt med shoppingcenterets manager, Thomas Thomsen, som ikke vil bekræfte, at Field’s åbner mandag.
Fredag lød det ellers i en pressemeddelelse fra centeret, at man åbnede igen mandag.
Thomas Thomsen har ikke yderligere kommentarer, før Field’s åbner.
Søndag skriver Københavns Politi ligeledes på Twitter, at politikredsen er blevet gjort opmærksom på, at det ikke er ”endeligt afklaret,” om Field’s åbner mandag, oplyser TV 2 Lorry.
Field’s skriver på sin hjemmeside, at man er ”i gang med den omfattende opgave at forberede genåbningen af Field’s.”
”Vi arbejder på højtryk for igen at kunne byde jer velkommen tilbage, og vi glæder os til at tage imod jer igen,” lyder det.
TV 2 Lorry har søndag talt med personer foran Field’s, som har fået lov til at besøge shoppingcenteret. Der er tale om forretningsdrivende og personer, som var til stede under skyderiet sidste søndag.
Her blev tre mennesker skudt og dræbt af en mand, der er ”kendt i psykiatrien.”